”De fængsledes koner begav sig til fængslet, hvor de indtrængende bønfaldt vagterne om at lade dem komme ind, så de kunne omfavne deres mænd og tale med dem. Da de var kommet ind, bad de deres mænd om hurtigt at skifte tøj og iføre sig deres koners tøj. De skulle lade deres eget blive tilbage til kvinderne og forlade fængslet med tilslørede ansigter. Som sagt så gjort. Kvinderne blev tilbage, forberedt på at udholde det værste, og vagterne blev narret og lod mændene passere i den tro, at de var kvinder.”
Sådan skriver den græske forfatter Plutark (ca. 46–127 e.Kr.) i sit værk: Om kvinders mod. Her giver han en lang række eksempler på, at den antikke verdens kvinder var fuldt ud så fysisk modige som mænd, og tilmed i mange tilfælde udviste en klogskab og en snarrådighed, der var mændenes langt overlegen.
De opnåede derfor ofte at få stor indflydelse på vigtige begivenheder, til trods for at beslutninger af væsentlig samfundsmæssig betydning – i alle tilfælde tilsyneladende – altid blev taget af mænd.
Om kvinders mod består af 27 kortere og lidt længere tekster, hvoraf de 14 omhandler grupper af kvinder, mens de 13 fokuserer på individuelle kvinders bemærkelsesværdige adfærd. Værket er dedikeret til Klea, en højt rangerende Demeterpræstinde, og udspringer ifølge Plutarks forord af en diskussion om forholdet mellem kønnene. I samme forord pointerer Plutark sin overbevisning om kønnenes ligeværd og dokumenterer denne ved at formidle en række hidtil ukendte fortællinger omhandlende stærke og dristige kvinder. I fortællingerne optræder en række historiske personer og begivenheder, der strækker sig over mange århundreder og spænder geografisk over store dele af det græske område, hvilket er med til at understrege pointen. Der er dog ikke tale om historieskrivning i moderne forstand, da det er det opbyggelige, der er fremtrædende, ligesom årsagsforklaringer og anekdotiske træk spiller en rolle.
Tekster er indlejret i en førmoderne verden, hvor religiøse livsfortolkninger og æresbegreber er dominerende, men samtidigt er de i spændingsfeltet mellem en umiddelbar identifikation med de beskrevne kvinder på den ene side og en fjernhed i forhold til den antikke verden for 2000 år siden på den anden side. I en tid med MeToo-bevægelse og identitetspolitikkens dominerende position vil vi kunne spejle os i disse tekster og opnå en øget forståelse af os selv og vores kulturelle forudsætninger.
Værket har ikke tidligere været oversat til dansk.
Indhold
Introduktion · Om kvinders mod – forord · Kvinderne fra Troja· Kvinderne fra Fokis · Kvinderne fra Chios · Kvinderne fra Argos · De persiske kvinder · De keltiske kvinder · Kvinderne fra Melos · De etruskiske kvinder · De lykiske kvinder · Kvinderne fra Salmantica · Kvinderne fra Milet · Kvinderne fra Keos · Valeria og Cloelia · Mikka og Megisto · Pieria · Polykrite · Lampsake · Aretafila · Kamma · Stratonike · Khiomara · Kvinden fra Pergamon · Timokleia · Eryxo · Xenokrite · Pythes’ hustru.
Tak til
Landsdommer V. Gieses legat Konsul George Jorck og hustru Emma Jorck’s fond VELUX FONDEN Aage og Johanne Louis-Hansens Fond E. Lerager Larsens Fond.
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.