”Moskeen er en central institution i den muslimske verden, fordi den fra begyndelsen bliver stedet, hvor den enkelte troende med sin deltagelse bekræfter sit tilhørsforhold til det religiøse fællesskab, der blev skab af Muhammad og hans tilhængere først i Mekka og efter udvandringen i 622 i Medina. Ja faktisk gør overleveringen gældende, at det første Muhammad tog initiativ til efter ankomsten til Medina var at opføre en moske på det sted, hvor hans ridedyr fandt hvile...”

”Islam har på forskellige måder været visuelt til stede i Europa i over tusinde år. På Nationalmuseet kan man blandt andet se de mange islamiske kunstgenstande, der er fundet i vikingegrave i Skandinavien. Mønter slået med den islamiske trosbekendelse der er ingen anden gud end Allah, og Muhammed er hans profet udgjorde statusobjekter blandt vikingerne og blev indarbejdet som pynt i halskæder og andre smykker... ”

”I modsætning til den udbredte holdning, så er Islam på ingen måde et nyt fænomen i Europa. Dens tilhængere, muslimske købmænd eller bevæbnede grupper, nåede kontinentet meget tidligt, kort efter islams opståen. Naturligvis var de, i tilfældet med de bevæbnede grupper, ikke fredelige ekspeditioner; dog hjalp de med at belyse forholdet mellem europæernes identitet og dem af en fremmed tro og oprindelse... ”

”Begge folk var ubønhørlige i deres fremstød. Muslimerne var strategisk- og militært overlegne, som det f.eks. kan ses i deres sejre over byzantinerne og perserne og i under­tvingelsen af berberne (amazigh) i Nordafrika, men også kulturelt, med abbasidernes udvikling indenfor lærdom og kundskab. Nordboerne, der havde perfektioneret sejlkunsten, både i lavvandede floder og de store have, veg heller ikke tilbage for noget. Da vikingetiden gradvist ebbede ud i det 11. århundrede, havde de efterladt sig tegn på deres tilstedeværelse i et område, der strakte sig fra Nordamerikas østkyst, til det Kaspiske hav, og fra Middelhavet til Arktis...”

”Det at bygge en moske i et demokratisk samfund forudsætter en form for religionsfrihed, et muslimsk fælleskab med ambitioner og ressourcer samt en lokalplan, der tillader byggeriet. Disse tre forhold vil jeg analysere nærmere ud fra to moskebyggerier. Det første eksempel er ahmadiyya-moskeen, Al Mahdi i Bradford, som åbnede i 2008. Det andet eksempel er Diyanét-moskeen, Ayasofya i Roskilde, som åbnede i 2018...”

”I almindelig omtale og sprogbrug bruges udtrykket imam sædvanligvis om muslimske religiøse ledere og autoriteter, og mange forbinder helt konkret imamen med bønnelederen og prædikanten i moskeen. Betragter man moskeerne i Europa, er det stadig imamerne, der står som de centrale religiøse professionelle (Allievi, 2010). Imidler­tid er der mange forskellige opgaver, forventninger og former for ansvar som må varetages i moskeerne og i de muslimske fællesskaber, og imamerne er blot få blandt mange...”

”Det viste tydeligt, at også i islam har den (bygge-)kunstneriske form en politisk betydning. Og det var tydeligt, at Koranen og de religiøse skrifter, ikke har nogle forskrifter for opførelser af moskeer. Form, stil og typologi i den næsten 1400 år gamle moskebyggehistorie afspejler i første omgang fortolkningsmulighederne i en levende religion. Og de har, med udviklingen og udbredelsen af den muslimske tro gennem tid og rum, forandret sig. Derfor ligger den afgørende konstant i moskebyggeriet ikke i byggelinjen, men i de fundamentale religiøse love, der indirekte præger byggeriet...”

”Den efterhånden berømte sentens af for­fatteren Max Frisch: Vi tilkaldte arbejdskraft, og der kom mennesker, afspejler pluraliteten i vores samfund, men implicerer samtidigt også visse problemer, som denne pluralitet fører til. Som følge af den såkaldte arbejdsmigration fra 1960’erne, kom der godt nok arbejdere til Tyskland; men de bragte imidlertid også deres religion med sig som en del af deres kulturelle præg og deres egen identitet. I den forbindelse handlede det ofte om muslimerne, hvis religion, islam, i mindst to årtier blev et fast tema i medierne, publikationer og politik, men var især et samtaleemne blandt jævne mennesker...”