Papyrus anmelder: De kristne ægyptere

Af Tage Petersen, Papyrus 1.11.2021

Lad det være sagt med det samme. Det er en formidabel præstation, der ligger bag “De kristne ægyptere”.

Ikke blot gør Paul John Frandsen (PJF) en række kilder til kristendommens historie og det monastiske liv tilgængelige på dansk for første gang. Det gælder ikke mindst uddrag af skrifter af den ægyptiske munk og klosterforstander Shenute (350–450 e.v.t.), der sammen med Pachom (292–347) kom til at præge både det ægyptiske munkevæsen og klosterlivet i Vesten.

Bogen integrerer også kilderne i sin fremstilling og undersøgelse af, hvad livet i Guds tjeneste indebar for den enkelte, og for det monastiske liv generelt, men kilderne bruges også eksplicit i fremstillingen af de dogmatiske stridigheder, der kulminerede i det 5. århundrede med den ægyptiske kirkes enegang. Bogen udspringer af en årelang interesse for den ægyptiske munk, Shenute fra Atripe, der ifølge traditionen levede i ikke mindre end 118 år omkring årene 350 til 450, og hvis foretagsomhed var utrættelig og forfatterskab tilsvarende enormt og for en betydelig del stadig er uudgivet. Det, der skulle have været en kommentar til tekster af Shenute, er endt som en fremstilling af nogle hovedtræk i kristendommens nyvundne position som Romerrigets statsreligion som den udformede sig i Ægypten med hovedvægten på munkevæsnet (s. 10). I denne opbrudsperiode bidrog Shenute til at nedbrænde hedenskabet – også i helt bogstavelig forstand – og til dybtgående at præge det kristne munkevæsens udvikling i Ægypten såvel som i Vesten. Mere herom senere. For bogen byder på meget mere end Shenute.

Den historiske fremstilling er indsat i en ramme, der understreger kulturel kontinuitet. Således indleder bogen med overhovedet for den ægyptiske kirke pave Shenuda III’s (1923–2012) virke, der viser, at både de dogmatiske stridigheder og traditionen om Shenute fra Atripe fortsat har aktuel betydning for kristne ægyptere (s. 14ff.). Tilsvarende slutter bogen med at trække tråde tilbage til bl.a. den gammelægyptiske religiøse tradition og fremdrager bl.a. et hidtil upåagtet eksempel på kulturel kontinuitet nemlig, at ritualet, der i alt fald i tidligere tid tjente som både begravelsesrite for den døde biskop og som indsættelsesrite for hans efterfølger, er en direkte fortsættelse af den faraoniske successions og arveret (s. 329).

Det er ikke muligt at omtale alle forhold, så det følgende er blot et udsnit.

I bogens første hoveddel lægges ud med en overordnet redegørelse for kristendommen i Ægypten. Der indledes med en redegørelse for hvem kopterne var og er og for det koptiske sprog, dets fremkomst og forsøget i moderne tid på en revitalisering, ligesom der redegøres for traditionen om evangelisten Markus som den, der grundlagde kristendommen i Ægypten.

Det følges af et afsnit om, hvem de kristne egentlig var – hvilken del af befolkningen den nye religion særligt appellerede til, og her kommer bogen ind på både politiske, sociale og socio-økonomiske forhold (skatteopkrævning, ægteskabslovgivning og arvelov), herunder de kastelignende forhold befolkningen i Ægypten og Alexandria var underlagt. I dette system var social mobilitet opad umulig, “et ægteskab på tværs af kasten ville enten medføre konfiskation af ejendom eller overførsel til en lavere kaste”, og den laveste var den ægyptiske. Tilsvarende gjaldt det, at hvis en såkaldt by-græker giftede sig med en ægyptisk kvinde og døde barnløs, ville alt, hvad han ejede, blive konfiskeret af skattemyndigheden (s. 32). Man har traditionelt set den udsatte position som ægypterne befandt sig i, som svar på “hvem der blev kristne”, idet man har betragtet kristendommens budskab og godgørende praksis som særligt appellerende for de laveste samfundslag. Heroverfor bliver det anført, at det faktisk var i byernes middelklasser, at det kristne budskab fandt den mest frugtbare jord. Det er forfatterens vurdering, at skønt det nyere synspunkt virker plausibelt, idet “munkene i betydelig grad rekrutteredes fra byernes middelklasse, så tillader kildematerialet ikke en håndfast konklusion” (s. 47ff.). Måske udelukker det ene ikke det andet?

I denne første del af bogen får læseren yderligere et afsnit om katekumenskolen i Alexandria, som Origenes blev leder af, og som var en af de første, der udviklede en hermeneutik, såvel som et afsnit om kristenforfølgelserne, og ikke mindst en grundig indføring i de dogmatiske stridigheder, der betød at den koptiske kirke i årene efter 451 brød med de øvrige kirkesamfund. Som PJF gør klart ikke mindst med citater fra kilderne, handlede disse stridigheder ikke blot om at have teologisk ret, men også om hvem der havde tilstrækkelig meget magt til at intimidere modstanderne, så man fik ret. Således var de stridende patriarker ledsaget af voldsparate munke og andet godtfolk, der kunne tage over, i fald argumenterne skulle svigte. Som vi skal se nedenfor, holdt heller ikke Shenute sig for fin til at bruge vold og bander til at sætte sin vilje igennem (s. 116ff.). Fremfor vende-den-anden-kind-til teologi synes Shenute og andre i samtiden snarere inspireret af en passage som Lukas 19,27: “Mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne”.

Bogens udstrakte brug af citater fra originalkilderne giver læseren et levende indblik i hvad der var på spil hos de kvinder og mænd, der havde valgt at leve et liv “over naturen”, og ikke mindst, hvad det krævede at leve et liv i overensstemmelse med Kristus. Og her har vi netop årsagen til, hvorfor også munkene gik aktivt ind i de dogmatiske stridigheder. Betænker man et øjeblik rækkevidden af at leve “over naturen” for den enkeltes liv, er det klart, at hvis ens livsopgave er at forberede Kristi genkomst, eller (det måske lidt mindre ambitiøse) ens egen frelse, bliver spørgsmålet om den rette lære af afgørende vigtighed. Derfor kunne disse mennesker ikke tage let på dogmatiske spørgsmål.

I bogens anden hoveddel behandles det monastiske liv indgående. Livet viet til Guds tjeneste kunne tage form af enten en tilværelse som eremit, i mere eller mindre fast kontakt med andre eremitter, eller i et klosterliv med dets regelsæt og disciplin. Modsat den almindelige antagelse blev det monastiske liv ikke levet i total isolation. Kilderne beretter, at klostre og laura’er (løsere sammenslutninger af munke), der ofte var placeret på grænsen mellem ørkenen og det beboede område, havde regelmæssigt samkvem med omverden (s. 143). I kapitlet “Over naturen: Munkelivet – et liv i Guds tjeneste” diskuteres først kildegrundlaget og derefter munkenes sociale tilhørsforhold, uddannelse og den askese, som prægede “livet over naturen”. Her er afsnit om faste, kyskhed, apatheia (“beherskelsen af syndefulde følelser og lidenskaber”), lydighed og hygiejne, om hvordan man blev munk, tillige med diskussioner af fordelene ved henholdsvis livet som eneboer, hvor det gælder om at efterligne en mester (i sidste instans Kristus), og et liv i klostret underlagt klosterlivets tugt. Det hele garneret med citater fra originaltekster, bl.a. Apophthegmata Patrum (Beretninger og udsagn af og om hellige fædre).

Det er karakteristisk, at bogen lægger vægt på at fremlægge gængse opfattelser og derefter tager læseren med gennem kilderne i efterprøvningen af opfattelsens rigtighed. Det gælder f.eks. den opfattelse, at munkene var “rå og uuddannede” (det var de formentlig ikke) og tilsvarende, at kristendommens asketiske praksis ikke var ny, men derimod i tråd med hedenske strømninger i sen-antikken (s. 150). Økonomiske forhold i relation til det monastiske liv behandles også, og under kategorien “indkomst” møder man mellem daddelpalmer, småkvæg, jordegods, offergaver og tiende pludselig kategorien børn. Denne kategori dækker over en praksis, hvor forældre overgiver deres søn til klostret, der får herredømmet over personen for livstid, tilsyneladende med den mulighed at barnet som voksen kunne forlade klostret mod at betale al fremtidig indtægt til klostret (s. 242ff.). Klosterlivet var i sandhed mangesidigt.

Et skoleeksempel på historieskrivning er diskussionen af antallet af munke og nonner i Shenutes klostre. Kilderne angiver tal så høje som op til 2.200 munke og 1.800 nonner. Det har være forsøgt at verificere disse tal ved at kombinere viden om brøndkapacitet med WHO’s overslag over, hvor meget vand en person forbruger med den konklusion, at kildernes angivelser ikke er urimelige. Her påpeger PJF, at der er betydelige usikkerheder ved disse estimater. I stedet kombinerer bogen arkæologisk viden om indretningen af spisesalen (refektoriet) i nonneklostret med klosterregler, der foreskriver, at den krævede plads pr. person formentlig har været så meget som 1,25 meter. På den baggrund er konklusionen, at antallet af nonner formentlig har været betydeligt lavere, nemlig mellem 246 og 282. Det er karakteristisk gennem hele bogen, at der er et kontinuerligt fokus på og diskussion af forholdet mellem historisk troværdighed og propaganda i kilderne.

I Paul John Frandsens oversættelse fremstår klosterforstanderen Shenute med umiddelbarhed og saft og kraft. Man er således ikke i tvivl om Shenutes raseri mod den pseudo-kristne krypto-hedning Gessios, dengang da Shenute raserede hans hjem, idet han “stille og fredeligt” (s. 117) “tog hans (Gessios’) lorteting formet som en mængde afgudsbilleder” (s. 303). De oversatte tekster og PJF’s sikre hånd giver læseren et levende indblik i et ganske enestående forfatterskab, og et sammensat menneske, som både vækker fascination og lejlighedsvis også afsky. Ingen tvivl om at han besad en utrolig energi og et organisationstalent udover det sædvanlige og samtidig synes spændt ud mellem diakoniens og næstekærlighedens forsvar for de undertrykte og voldsparatheden i Lukasevangeliets kap. 19,27 over for undertrykkerne og de formastelige.

Således kunne Shenute på den ene side åbne klostret under en flygtningekrise, hvor tusindvis af mennesker søgte beskyttelse, fordi horder af halv-nomader plyndrede Nildalen (s. 289ff), og på den anden side f.eks. forsvare kristne, der havde plyndret og ødelagt et ægyptisk tempel, ved at møde op med en bande tilhængere, så retssagen måtte opgives. Teksterne giver et indtryk af en utrolig frækhed og selvbevidsthed: “Hvornår har jeg vandret i spidsen for en hob og skabt uroligheder…? Jeg har ikke gjort noget uroskabende, hverken den gang vi satte ild til afgudsdyrkernes tempel i Atripe, eller … dengang jeg fjernede afgudsbillederne fra Gessios’ bolig” (s. 117). Når Shenute begår hærværk, foregår det stille og fredeligt (s. 298), må man forstå.

Man får indtryk af Shenute som en mand, der vanskeligt tåler modsigelse, og som ikke viger tilbage, når han vil sætte sig igennem. I klostrene blev forskellige former for fysisk afstraffelse brugt som disciplineringsmiddel. Mindst en gang tævede Shenute en munk, så han senere døde. I Shenutes særegne logik var det dog ikke ham, der havde dræbt munken. Det var derimod Gud, der havde ladet ham dø, fordi hans livstid var fuldendt (s. 204ff.).

Udover de nævnte tekster finder vi også uddrag af Antonius’ og Onnofrius’ levnedsbeskrivelser og de opbyggelige historier “Røveren som omvendte sig” og “Sankt Georg og købmændene”.

Bogen kan læses fra A til Z, men det er oplagt også at bruge den som encyklopædi til punktlæsning. Da den er udstyret med en detaljeret indholdsfortegnelse, registre både over personer, stednavne, emner, citater, såvel som et leksikon, en omfattende bibliografi og et overordentligt omfattende noteapparat, danner den et perfekt udgangspunkt for yderligere studier. Bogen er flot opsat og udstyret med både oplysende kort, billeder og illustrationer.

Paul John Frandsens De kristne ægyptere er et fremragende værk, der fører læseren ind i en del af kristendommens historie, der for de fleste vil være ubetrådt land. Bogen er i omfang og sigte enestående, og med sine 503 sider udfylder den et tomrum på de nordiske sprog men ville også fortjene en oversættelse til et endnu mere tilgængeligt sprog. Den kan læses både af den alment interesserede læser og af studerende/forskere. Det er et værk, som vil tjene som kilde til inspiration og som udgangspunkt for fremtidig forskning. Med varmeste anbefaling.

Ægypten | De kristne ægyptere | Koptisk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

X