Kunstmagasinet Janus anmelder: Et forår i florentinsk kunst

Af Arne Mumgaard, kunstmagasinet Janus nr. 2 Juni 2022

I Macchiaioli kan oversættes med ”klatmalerne”. Det var en anmelder, der kaldte en række florentinske malere sådan i 1862 i forbindelse med deres udstilling. Han mente ikke, at de udstillede billeder var rigtigt færdige, løst malede og skitseagtige, som de var. At blive kaldt I Macchiaioli var med andre ord ikke nogen ros, men udstillerne tog ordet til sig. De så sig selv som en avantgarde, der gik nye veje i malerkunsten, og som udfordrede den forrige generations kunst. Og var det for nogen klatmaleri, så var det i orden for dem. Nu, i vore dage er I Macchiaioli i Italien ligeså kendt et begreb, som ”Skagensmalerne” hos os. Med denne bog om dem kommer vi med forfatteren ud i et hjørne af italiensk kunsthistorie. Vi er i gode hænder, for han er en virkelig kender af både italiensk historie, kultur og kunst. Vi er i den store ombrydningstid med frihedskrigene og Italiens samling til den nation, vi kender i dag. Garibaldi er stjernen. Mange af ”klatmalerne” er engagerede i samfundsomvæltningerne og har store drømme om et nyt og anderledes Italien med frihed og demokrati og flere af dem er aktive i frihedskampene. I bogen omtales 12 malere og vi får med deres kunst et indblik i deres virkelighed, landskaber, byer, mennesker, bøndernes liv, familiens liv, hverdagssituationer og blodig krig. Det er dygtige malere, men det er ikke glat og indsmigrende salonkunst. Det er usentimental kunst. Malerierne er uden udpensling af alle detaljer. Til gengæld er der en stor optagethed af farven, hvad en enkelt ”klat” kan, når den sidder rigtigt. Det er realisme men beskueren får ikke lov at glemme, at det også er maleri. Letkøbte effekter og bravour ses der heller ikke meget af. Selv i krigsbillederne er der en nøgternhed, der ikke glemmer krigens gru. To efterladte, døde soldater på en øde vej, malet af en vis Fattori, gør et stort indtryk. Forfatteren kaster med denne bog lys på en afgørende periode i nyere italiensk historie samtidig med at læseren får udpeget og analyseret nogle gode kunstværker, som jeg ikke tror, at ret mange danskere kender. Han fortjener tak for værket.

Firenze | i Macchiaioli | il Risorgimento | Italien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

X