Massedød i oldtidens Mesopotamien

En fantasifuld rekonstruktion af kongebyen Kalhu/Nimruds paladser. A. H. Layard, A Second Series of the Monuments of Nineveh

 

Af Troels Pank Arbøll, ph.d. og post.doc i assyriologi ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet

Da mennesker for første gang formede verdenshistoriens tidligste storbyer i oldtidens Mesopotamien i det fjerde årtusinde f. Kr., i de lande der i dag kaldes Irak og Syrien, blev smittespredning accelereret med en hidtil ukendt fart. Hvor kontakt tidligere var præget af mindre og landlige samfund med selvforsørgende beboere, så var folk nu bosat uhyggelig tæt og var absolut afhængige af hinanden. Samfundet var pludselig præget af konstant og tæt social interaktion. Det er derfor intet under, at man i de skriftlige levn fra denne tid finder de første referencer til epidemier.

En epidemi i oldtidens Mesopotamien blev slet og ret kaldt ”massedød”, men der eksisterede også lignende termer som vi i dag oversætter som plager og pestilens. Iblandt de titusinder af lertavler, indpræget med såkaldt kileskrift på sprogene sumerisk og akkadisk fra omkring 3200 f. Kr. til 75 e. Kr., beretter en større mængde om de tiltag folk dengang tog mod epidemier. De ofte forebyggende ritualer mod sådanne frygtsomme fænomener bevidner om, at udbredt smittespredning iblandt mennesker og dyr jævnligt plagede hele byer, dyreindhegninger, såvel som militærlejre.

Medicin og magi

Ifølge kilderne, forårsagede guder i Mesopotamien oftest sygdomme ved at røre, gribe, fortære eller slå den uheldigt udvalgte. Sygdom havde bogstavelig talt fat i patienten. Man opfattede derfor lidelsen som  sendt direkte fra den guddom man havde forbrudt sig imod. Men dårligdom havde også konkrete fysiologiske symptomer af alskens slags, ganske som i dag. Derfor behandlede man sygdom ved at påvirke de faktiske symptomer med helbredende urter og diverse medikamenter, imens man via ritualer og bønner beroligede den guddom som forårsagede smitten. Men skellet vi i dag identificerer i kilderne imellem de forskellige behandlingsformer, altså medicin og magi, var stort set ikke eksisterende dengang.

2663 SFINX Mesopotamien 800x1035

Eksorcist iklædt mytologisk fiskedragt. © The Trustees of the British Museum.

 

Vi kender desuden til en håndfuld specialister, såsom eksorcisten og levervarselseksperten, som individuelt kunne forudsige, afværge eller helbrede sygdom og plager, samt tage varsler af forskellig slags. Det er særligt deres tekster, der danner grundlag for en rekonstruktion af mesopotamisk medicin. Flere af helbredelsesprofessionerne må utvivlsomt have været forberedt på at afværge samt stå imod de frygtede epidemier. Eksempelvis påpeger følgende linjer i en af varselsspecialisternes tekster: ”Og (når) de beder dig at redde byen, kongen og hans folk fra en (varslet) fjende, (masse)død og sultenød, hvad vil du da sige?” (frit efter A Babylonian Diviner’s Manual). Passagen indikerer derfor, at man i visse af disse professioner i nogle perioder måske var moralsk forpligtiget til at handle på sin bys og dets borgeres vegne under sådanne kriser.

Smittespredning

Man havde faktisk en idé om smittespredning, selv om den hoveddels var religiøs, og altså ikke rodfæstet i en forståelse af infektion rent medicinsk. Et ofte citeret eksempel findes i en række breve, som stammer fra omkring 1775 f. Kr. i et palads i den vestsyriske by Mari ved floden Eufrat. I ét brev skriver dronning Shibtum til kong Zimri-Lim, at en kvinde ved hoffet kaldet Ashtakka var blevet alvorlig syg, hvorefter hun var blevet henvist til et særligt område af paladset. Her havde man udtrykkeligt sørget for, at ingen nærmede sig hendes seng eller stol. Zimri-Lim skrev, måske efterfølgende, til Shibtum angående en kvinde ved navn Nanna, som også var blevet dårlig, men som stadig omgav sig med mange af de andre kvinder i paladset. Instruktionen var da klar: ”Tal da nu med store ord (overfor hende), og sørg for at ingen drikker af den kop, som hun drikker af, at ingen sidder på den stol, hvorpå hun sidder, og at ingen sover på den samme seng, hvorpå hun sover. Hun skal ikke være i selskab med alle de kvinder!” (frit efter Archives royales de Mari 10 nr. 129). Med tanke på, at sygdomme blev opfattet som påført af guder, skal det derfor forstås sådan, at dårligdom afgav en form for negativ aura, som kunne efterlade et forpestet aftryk på dem der var for tæt på, medmindre lidelsen blev behandlet.

Epidemier har alle dage været frygtede fordi de kunne overstyrte samfundet såvel som skabe røre i de politiske vande. I et brev fra omkring 1775 f. Kr., igen fra Mari, beretter en vis Ashqudum til kongen af byen: ”En Gud har strammet sit greb om (dvs. smittet) det øvre distrikt, og jeg krydsede fluks over (det). Så lad kongen give instruktioner, og indbyggerne af (enhver) by som ligeledes er i (gudens) ’kløer’ må ikke træde ind i (ellers) uberørte byer. Hvilken frygtsom tanke, om de vil (videreføre det og) tage fat i hele landet! … (Vort) land er i (hans) vold.” (frit efter Archives royales de Mari 26 nr. 17). Nogle besværgelser synes dog at indikere, at man kunne påvirke en hel by gennem et ritual imod ”massedød”, som muligvis kulminerede i en afbrænding af en formodentligt større bunke siv. Hvorvidt denne afbrænding indgik som renselse, eller for at afstedkomme store mængder døde, aner vi ikke. Dog kan man i et brev fra omkring 1800 f. Kr. læse, at den assyriske konge Shamshi-Adad beordrede sin søn Yasmah-Addu til at placere en gruppe syge soldater i en form for karantæne i et tempel i byen Ekallatum i Nordirak, hvorefter deres rustninger skulle brændes. Der eksisterede derfor konkrete tiltag man kunne tage i forhold til individet, men også håndgribelige initiativer designet til at beskytte en by eller måske endda hele staten.

Epidemier var tydeligvis en fare man også var bevidst om i varselstraditionerne, da én forudsigelse i varsler om byer i almindelighed lyder: ”Hvis en bys affaldshøj er overrislet, så vil massedød ramme den by” (frit efter Shumma alu). Det virker logisk for os, men man må regne med, at folk i Mesopotamien ingen forståelsen havde af bakterier og mikroorganismer. Et andet varsel i forbindelse med misfosterfødsler påskriver: ”Hvis et misfoster har en ulvs ansigt, så vil der være en massiv massedød, og en bror vil ikke træde ind i (sin) broders hus” (frit efter Shumma izbu). Ulven var i Mesopotamien, som i mange andre samfund, del af det kaotiske vildnæs og et plagsomt rovdyr, så det er ikke overraskende, at et sådant varsel må have været taget ilde op.

2663 SFINX Mesopotamien 800x600

Mænd med heste relief fra Niniveh. ©Alamy. 

 

Dyr har formodentligt haft en andel i udbredelsen såvel som udviklingen af smitsomme vira og bakterier, som kunne overføres fra dyr til mennesker, igennem hele menneskehedens historie. I oldtidens Mesopotamien boede man ofte tæt sammen med sine dyr. Nogen køer havde endda rigtige navne. Også i de tætpakkede militærlejre, som ofte opstod grundet forskellige kongers militærkampagner, havde man heste og andre dyr med i de kompakte omgivelser. Vi kender i dag en række termer for dyresygdomme fra oldtiden, og de ligner i høj grad de samme navne for sygdomme, som mennesker led af. Det virker derfor til, at særligt genkendelige symptomer, som kom til udtryk hos både dyr og mennesker, dannede grundlag for navngivningen. Dog synes hele dyreflokke ofte at være blevet angrebet af lidelser, sandsynligvis fordi dyrene altid var i tæt kontakt. I et brev fra omkring 1745 f. Kr. skrev en vis Niqmi-Adad til regenten Till-Abnû af den nordirakiske by Shekhna angående en flok får, som skulle føres til en anden by. Men da han skulle lede dyrene afsted, så ”berørte en gud mine får (dvs. de blev syge), og indtil jeg kunne gøre guden tilfreds, tilbageholdt jeg (dem) hos mig selv” (frit efter The Royal Archives from Tell Leilan nr. 85). Lignende beskrivelser findes også i kong Hammurabis love fra omkring 1750 f. Kr., hvor særlige klausuler foreskriver hvem der skal betale for skaderne ”hvis en guddoms berøring forekommer i en dyreindhegning”. Senere eksorcistiske ritualer blev desuden brugt til at afværge mulig dårligdom i sådanne indhegninger og stalde.

Beskyttende figurer

2663 SFINX Mesopotamien 800x10352

Magisk figur af mytologisk vismand i fiskedragt. www.ancient.eu, Osama Shukir Muhammed Amin.

 

Visse ritualer skulle beskytte husholdninger før en epidemi kom indenfor døren. Særligt to ceremonier var målrettet ”at blokere ondskabens fod i en mands hus” og ”at få pestilens, plage og massedød (epidemi) til at passere forbi”. Sådanne riter indeholder møjsommelige instruktioner og besværgelser til fremstillingen af diverse figurer af guddommelige væsner, som skulle begraves centrale steder i huset, blandt andet under dørtrin. Disse skulle sikre, at ondskaben ikke kunne finde fodfæste i boligen. Når det onde undertiden alligevel fandt vej ind i en mands hus, eksempelvis ved at gemme sig i hans skygge, så kunne man med fordel udføre ritualet ”Indespærringens hus” eller fremsige teksten ”Huset er under besværgelse”. Særligt ”Indespærringens hus” fokuserede på at fremstille magiske figurer og tegninger på væggene af rummene i ejendommen, og disse afbildninger blev i første omgang brugt i soveværelset, hvor patienten befandt sig, og derefter i andre rum. Afslutningsvis tegnede man beskyttende ånder ved hovedindgangen. I praksis har sådanne magiske midler fungeret som en slags karantæne, i og med, at de har indesluttet patienten, samt markeret hans eller hendes hjem, så andre kunne se der var fare på færde.

Sygdom i soldaterlejren

Slutteligt skal vi også vende krigshandlingen, da eftervirkningerne oftest inkluderer udbredt spredning af smitsomme sygdomme. Krig var i lange perioder et levevilkår i oldtidens samfund, og nogen af de tidligste væbnede konflikter i verdenshistorien kan spores til de mesopotamiske byer. Særligt efterdønningerne fra individuelle slag eller hele felttoge, samt den efterfølgende ødelæggelse, må have været perfekte arnesteder for epidemier. Måske netop for at undgå smittespredning begravede man undertiden de døde efter et slag i en form for massegravhøj.

Også belejringer af byer må have givet grobund for dårligdomme. Da den assyriske konge Sankerib i 701 f. Kr. belejrede Jerusalem, alt imens hans tropper brændte omegnen af, ventede han blot på en overlegen sejr over Jerusalems kong Hizkija. Desværre for Sankerib gik noget galt. Beretningerne fra assyrerne selv fortæller, at Hizkija gav sig og betalte en overdådig tribut, hvorefter assyrerne drog hjem. Overleveringen i det Gamle Testamente (2. Kong. 19,31f.) beretter dog, at Herrens engel en nat drog gennem assyrernes lejr og slog utallige af dem ihjel, så de derefter var nødt til at opgive deres foretagende. Sandheden ligger nok et sted imellem, og flere mener i dag, at assyrernes hær simpelthen blev plaget af et smitsomt sygdomsudbrud. Netop frygten for udbrud af smitte i militærlejre er reflekteret i de førnævnte ritualer, udformet til at holde sygdom ude af sådanne midlertidige tætpakkede beboelser.

2663 SFINX Mesopotamien 800x6002

Sankeribs fald, af Peter Paul Rubens. www.ancient.eu, T.Y.P.1.M.D.

Men i den anden ende af en belejring er naturligvis byen og dens indbyggere. Da den assyriske konge Assurbanipal belejrede byen Babylon – hvori hans bror Shamash-shum-ukin regerede og til sidst døde – i to hele år indtil 648 f. Kr., var der til slut udbredt smitte af dårligdom i byen, og indbyggerne måtte endda ty til kannibalisme for at stille deres sult, hvor ”de spiste deres sønners kød for brød” og ”drak deres døtres blod for øl” blot for at overleve (frit efter Assurbanipal prismetype C paragraf 62).

Epidemier har alle dage været med til at forme mennesket og de samfund vi skaber, og oldtidens Mesopotamien var bestemt ingen undtagelse. Ovenstående drager på kilder fordelt over 2000+ år, og jeg har gennem dem forsøgt at skildre hvordan folk i Mesopotamien stærkt generaliseret mødte, behandlede og overlevede epidemier i oldtiden. Det er med stor fascination og respekt, at vi i dag kan læse om de tiltag de tog og de virkemidler de brugte for, på daværende bedst mulige måde, at være i stand til at navigere igennem én af de værst tænkelige kriser et samfund kan opleve.

2663 SFINX Mesopotamien 800x6003

Amulet med afbildning af dæmonen Lamashtu. Nationalmuseet i København. Foto: Troels Pank Arbøll.

 

Infoboks v.

Pernille Carstens Ph.d. 

Efter assyrerne rammes af sygdom bliver kong Hizkija selv syg (2 Kong 20). Esajas, den profet han har ansat i hoffet, meddeler at slottet skal beskikkes, for denne sygdom bliver til døden.

Hizkija henvender sig til Jahve sin gud og beder og siger: " ...husk dog på, hvordan jeg har vandret for dit ansigt, trofast og helhjertet"...underforstået hvordan kan kongen, der har dyrket gud blive syg.

Jahve hører bønnen og beslutter så gennem sin profet at give kongen 15 år mere at leve i, fri af assyrernes åg. Og nu kommer profeten så med et lægeligt råd. Hizkija skal tage et figenplaster på og komme det på bylden.

Noget tyder på det er et omslag af figenfrugten og vi ved fra anatolske ritualtekster at figenfrugten, måske tørret, kan virke beroligende og muligvis har effekt af narkotikum. Fortællingen har en parallel i Jesajas bog kap. 38, så huskes skulle den.

 

Forslag til videre læsning:

W. Farber 2004: ”How to Marry a Disease: Epidemics, Contagion, and a Magic Ritual Against the ’Hand of the Ghost’”, i: H. Horstmanshoff og M. Stol (editorer), Magic and Rationality in Ancient Near Eastern and Graeco-Roman Medicine (Leiden og Boston: Brill), s. 117-132.

S. Maul 2013: ”Ein altorientalischer Pferdesegen – Seuchenprophylaxe in der assyrischen Armee”, Zeitschrift für Assyriologie 103/1, s. 16-37.

T. P. Arbøll kommende: Medicine in Ancient Assur: A Microhistorical Study of the Neo-Assyrian Healer Kiṣir-Aššur (Ancient Magic and Divination; Leiden og Boston: Brill).

 

  • Forlaget Orbis SFINX abonnement tilbud

    Tidsskriftet SFINX Årsabonnement: INTROTILBUD nye abonnenter. Kun 100 kr. Spar 245 kr.

    Tidsskriftet SFINX fortæller om Europas, Mellemøstens og Nordafrikas fælles historie og kulturelle relationer. Fra de første mennesker slog sig ned omkring Middelhavet, helt frem til vores egen tid.

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

Our website uses cookies to remember your settings, statistics and personalization of content and ads. This information is shared with 3rd party. By continuing to use the website you accept the cookie policy.