Napoli i koleraens tid: fra Munthe til Moscati

Napolis fattigkirkegård, Cimetero delle Fontanelle, var i brug indtil midten af det 19. århundrede. Mange af ofrene for byens epidemier blev begravet her.

 

Af Andreas Rude, mag.art. i litteraturvidenskab, lektor på Niels Steensens Gymnasium.

Napoli har så meget. En skøn beliggenhed, et dejligt klima og en storslået kultur. Men Napoli har også fået sin rigelige del af katastrofer og modgang. Særligt efter at byen i 1860 blev en del af det samlede Italien, gik det galt. For Syden blev betragtet med mistro af Norden, og risorgimento’en var ikke nogen fordel for den tidligere hovedstad i Kongeriget Begge Sicilier. Økonomien gik stærkt tilbage, og med nedgangstiderne fulgte arbejdsløshed, fattigdom, kriminalitet samt overfyldte boligkvarterer.

Voldsomme udbrud af smitsomme sygdomme kom også til, og i løbet af det 19. århundrede gennemlevede Napoli fire tyfus- og otte koleraepidemier. Særligt koleraen i sommeren 1884, der kostede 15.000 menneskeliv, er berømt, fordi den svenske læge Axel Munthe (1857–1949) fortalte om den i erindringsværket og bestselleren San Michele (1929).  

Munthe fik sin uddannelse i Paris, arbejdede i flere forskellige lande, talte fem sprog flydende og var livlæge for den svenske kong Gustav V’s dronning, Victoria. Men han var også en modig mand, der frivilligt tog til Napoli. ”Frygtelig bange” arbejdede han ude i de fattiges slum og berettede siden om, hvad han så: ”Hvor havde det dog været uhyre meget lettere baade for dem og mig – tænkte jeg – hvis deres Dødskamp ikke var saa lang og forfærdelig! De laa timevis, ja hele Døgn i stadium algidum, kolde som Lig, med opspilede Øjne og gabende Munde, saa vidt, nogen kunde se, var de døde, og dog levede de.”

2663 SFINX Napoli 800x600

2663 SFINX Napoli 800x6002

Øverst: Munthe fotograferet på bådtur ved San Michele med dronning Viktoria. Nederst: Munthe selv ved Capri.

 

Det skorter ikke på makabre beskrivelser hos Munthe, hvor kærrerne kører lig på kirkegården, mænd og kvinder styrter om som ramt af lynet, og store, hæslige rotter løber rundt i gaderne. Men Napoli er ikke kun elendighed, fornemmer vi som læsere. Der bliver også tid til at opdyrke faglige bekendtskaber blandt læger, apotekere og mere til. Da den underskønne datter i det hus, hvor Munthe har indlogeret sig, synger om amore i køkkenet og spørger den unge læge, om han ikke er ked af at ligge alene om natten, brænder hans blod hidsigt, skønt ikke af kolera.

Munthe er for underholdende en skribent til blot at skrive nøgternt om epidemien. Han rammes ikke selv af kolera, men smittes af napolitanernes ukuelige livsappetit og er fascineret af middelhavskulturen i alle dens former. Det gælder også i forhold til byens mange religiøse institutioner, og da svenskeren får overdraget det lægelige tilsyn med et strengt nonnekloster, blandes erindringerne op med en god dosis skrækromantik. Klostrets beboere dør i hobetal, og den fanatiske priorinde, ”med sine kolde, gennemtrængende Øjne”, vil ikke gøre noget ved de uhygiejniske forhold. Men klostret er ikke kun en sanitær katastrofe. Det er også bygget over et antikt tempel, og blandt fragmenterne udpeger lægen i samtale med den unge, smukke søster Ursula en statue af Eros. Det gør indtryk, og da priorinden siden dør på dramatisk vis, søger den unge kvinde tilflugt i lægens stærke favn. 

2663 SFINX Napoli 800x600 ny

Koleraepidemien i Napoli. Regeringens ministre aflægger besøg på et hospital. Træsnit publiceret i Paris 1884. © Alamy. 

 

En generation senere boede Napolis fattige stadig under forfærdelige forhold, og i 1910-11 vendte koleraen tilbage og kostede mellem fire og fem tusinde menneskeliv, herunder mange små børn.  På dette tidspunkt var der dog en voksende national erkendelse af, at Napolis problemer ikke skyldtes en særlige syditaliensk karakterbrist, men snarere den italienske regerings forfejlede politik på nationalt plan. Det hjalp også, at byens egen intelligentsia begyndte at gøre sig gældende med udredninger og rapporter. Da epidemien brød ud, var det således en lokal autoritet, lægen og forskeren Giuseppe Moscati (1880-1927), der fik i opdrag af bystyret at identificere, hvordan sygdommen var opstået, og komme med forslag til dens bekæmpelse.

Det gjorde han hurtigt og effektivt. Fra renæssancen havde Napoli været kendt for sine dygtige læger, og Moscati var uddannet ved byens universitet og ansat ved det kendte hospital Santa Maria del Popolo degli Incurabili. I sin bagage medbragte han 500 års medicinsk tradition, der havde fremtiden for sig. Han var ikke blot en dygtig kliniker og embedsmand men også den første læge i Italien til at behandle sukkersyge med insulin. Han regnes derfor blandt pionererne indenfor moderne endokrinologi.

I sin private praksis følte Moscati et særligt ansvar overfor byens fattige, hvilket nok var medvirkende til, at hans arbejde med at kortlægge koleraens smitteveje var så vellykket. Han vidste, hvordan det stod til i fattigkvartererne, og kendte livsvilkårene fra sine egne iagttagelser. Havde patienterne ikke råd til at betale ham, behandlede han dem gratis, ligesom de fra tid til anden fik penge med til medicin, når de forlod hans konsultation.

2663 SFINX Napoli 800x6003

Napolitanere står i kø ved statuen af Guiseppe Moscati i jesuiterkirken Gesù Nuovo.

 

Det religiøse aspekt, som Munthe havde dyrket, mangler heller ikke i Moscatis historie. For han var personligt et meget fromt menneske, der havde overvejet at blive jesuit, før han blev mediciner. Som læge blev han kendt og værdsat for sin holistiske tilgang til behandlingen af sine patienter. For ham handlede helbredelse ikke blot om fysisk og mental sundhed men også om åndelig livskvalitet.

Temperamentsmæssigt skiller Munthe og Moscati sig kraftigt ud fra hinanden. Den ene verdensmand og en damernes ven; den anden punktligt og cølibatær. Men gennem deres patienter og i lyset af de store epidemier bliver vi godt oplyst om Napoli og dens indbyggere – med helt aktuelle perspektiver. Det kan nemlig ikke undre os, at de videoer på YouTube med mennesker, der under coronakarantænen synger til hinanden fra balkon til balkon, ofte kommer fra Napoli. Her har de prøvet det før. Mange gange. Og de ved, at byen og dens egenart vil overleve.  

Munthe var allerede forelsket i Syditalien før koleraepidemien i 1884. Få år efter købte han det gamle kloster San Michele på Capri, der er ramme om hans verdensberømte erindringer, og som i dag er et museum. Moscati blev helgenkåret i 1987 som den første moderne læge. Han efterlod sig hverken erindringer eller et landsted. Men i forbindelse med jesuitternes pragtfulde kirke, Il Gesù Nuovo, midt i Napoli er det arbejdsværelse rekonstrueret, hvor han modtog sine patienter, ligesom mange af hans remedier er udstillet.

Han er begravet inde i selve kirken, og her er hans statue opstillet. Dagligt kan man se mennesker stille sig i kø, lægge deres hånd i statuens og bede den hellige Giuseppe Moscati om at gå i forbøn for sig hos Gud. I dag ved vi, at vi skal holde hinanden på afstand og spritte dygtigt af under epidemier. Men folk kommer her ikke på grund af Covid-19. De kommer på grund af de utallige andre sygdomme, der gør os bange, og hvortil de ikke blot har brug for lægens gode råd men også hans trøst.

 

Forslag til videre læsning:

Andreas Rude, Napoli. Liv, død og mirakler, Forlaget Orbis 2020.

Napoli. Liv død og mirkler. Køb nu · 200 kr. >

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

Our website uses cookies to remember your settings, statistics and personalization of content and ads. This information is shared with 3rd party. By continuing to use the website you accept the cookie policy.