Kongernes Rom

Fra udstillingen "Crustumerium: Død og efterliv på tærsklen til Rom" på Ny Carlsberg Glyptotek. (Ny Carlsberg Glyptotek. Foto Ana Cecilia Gonzalez).

Af Sine Grove Saxkjær, ph.d. postdoc, Det Danske Institut i Rom og Jan Kindberg Jacobsen, Inspektør, Ny Carlsberg Glyptotek

Fortællingen om Roms oprindelse starter helt tilbage ved den trojanske helt Æneas' ankomst til Ita­lien. Æneas og hans følge rejste fra Troja efter byens fald, og de gik i land på Italiens vestkyst efter mange eventyr i store dele af middelhavsområdet. I Italien giftede Æneas sig med den latinske kongedatter Lavinia, efter hvem han opkaldte den by, han grundlagde: Lavinium. Æneas' søn, Ascanius, som var rejst med sin far fra Troja, grundlagde sidenhen byen Alba Longa i Albanerbjerge­ne og blev således forfader til den kongeslægt, som mange generationer senere skulle lede til Ro­mu­lus, Roms grundlægger. Inden vi når helt frem til Romulus, fortæller myten om to af slægtens kongesønner, Numitor og Amulius. Numitor blev konge, men Amulius tog magten fra ham og tvang hans datter, Rhea Silvia, til at blive vestalinde. Vestalinderne var en præstindeorden, der påbød afholdenhed, og Rhea Silvia kunne dermed ikke føde nogle retmæssige arvinger, hvilket passede umådeligt godt ind i Amulius' kram. Hun blev nu alligevel gravid med guden Mars og fødte tvillingedrengene Romulus og Remus, som hun blev tvunget til at sætte ud på Tiberen. Heldigvis fandt en ulvinde tvillingerne og tog sig af dem, indtil de blev opdaget af en hyrde, der opdrog dem sammen med sin kone. Da Romulus og Remus blev voksne, slog de Amulius ihjel, genindsatte Numitor som konge og ville derefter grundlægge en ny by. Desværre blev de to brødre uenige om, hvor det var bedst at anlægge byen, og deres stridighed endte med, at Romulus slog sin bror ihjel. Derefter anlagte han byen Rom, opkaldt efter sig selv, på Palatinerhøjen – en af Roms syv høje – og det gjorde han, ifølge myten, d. 21. april 753 f.Kr. Romulus blev den første af Roms syv konger, og byen voksede sig stor og betydningsfuld. I år kunne Rom fejre sin 2.769. fødselsdag.

Spor efter Romulus' Rom

De fleste af os kender fortællingen om Romulus og Roms grundlæggelse, men som det oftest er med den slags gode historier, så skal den naturligvis tages med et gran salt, og arkæologiske fund har vist, at området var beboet længe inden år 753 f.Kr. Det er svært at sige præcis, hvornår Rom som sådan opstod, men meget tyder på, Rom først blev en egentlig bystat i det 8. eller 7. århundrede f.Kr. Når vi i dag taler om "Kongernes Rom", så er det med henvisning til perioden mellem 8. og 6. århundrede f.Kr. – frem til år 509 f.Kr., hvor vi traditionelt siger, at den romerske republik blev grundlagt.

Orbis Sfinx Mosaik Romulus Remus 800x600

Mosaikken viser Romulus og Remus, der dier ved ulvinden. Den dateres til det 4. århundrede e.Kr. og er fundet i England, hvor den i dag kan ses på Leeds City Museum.

Det er ikke meget, man ser til det tidlige Rom, når man i dag går rundt i Roms gader. Roms gade­bil­lede er ellers fyldt med antikke elementer, der ubemærket er blevet en del af det pulserende og moderne Rom, men disse elementer stammer fortrinsvist fra kejsertiden. Længe var det faktisk sådan, at man kun kendte det tidligste Rom fra de senere skriftlige kilder og slet ikke havde arkæologiske fund til at understøtte eller udfordre de antikke beretninger. Først med den italienske arkæolog Giacomo Bonis opdagelser og udgravninger i starten af det forrige århundrede kom Roms tidligste lag til syne. Boni fandt en jernaldergravplads på Forum Romanum og sidenhen det tilhørende bosættelsesområde på Palatinerhøjen. Allerede i 1899 havde Boni faktisk gjort en anden opdagelse, der på sin vis også var knyttet til Kongernes Rom, selvom materialet daterede sig nogle hundrede år senere. Boni havde fundet den kvadratiske markering af sort marmor i belægning­en af Forum Romanum, det såkaldte Lapis Niger, som var anlagt i slutningen af 1. århundrede e.Kr. for at afmærke det sted, hvor romere på daværende tidspunkt troede, Romulus lå begravet. Blandt fundene under belægningen var et alter og en arkaisk cippus (en gravmarkør) med en af de ældste latinske indskrifter, vi kender i dag. Et af de få læselige ord i indskriften var ordet "konge". I 1. århundrede e.Kr. var romerne altså selv af den klare overbevisning, at byen oprindeligt var grundlagt og styret af konger. Roms første kejser, Kejser Augustus, hævdede selv at nedstamme fra Ascanius og var dermed en efterkommer af Romulus. Det er slet ikke et dårligt ophav for en kejser, da Romulus jo var søn af guden Mars, mens en endnu tidligere forfader i slægten, nemlig Æneas (Ascanius' far), var søn af Venus.

Siden Giacomo Bonis fund har arkæologer gjort flere opdagelser, der knytter sig til de første århundreder efter Roms grundlæggelse. I de fleste tilfælde drejer det sig om gravfund, men man har også afdækket resterne af Roms tidligste tempel. Templet ligger delvist under Sant'Omobono-kirken, der står nedenfor Kapitolin-højen på vejen mellem Forum Romanum og Tiberen. De tidligste levn under kirken skal dateres til anden halvdel af 7. århundrede f.Kr. og stammer fra en bygning, som allerede i starten af 6. århundrede f.Kr. blev erstattet af templet.

Orbis Sfinx Sant Omobono kirken Rom 800x600

Sant'Omobono-kirken, som i dag ligger ovenpå Roms tidligste tempel.

Alligevel ligger Roms tidligste faser i dag de fleste steder adskillige meter under gadeplan. Som byen er vokset, er byens ældste lag blevet overbygget igennem mange, mange hundrede – ja, endda tusinde – af år. Hvis man har lyst til at stifte nærmere bekendtskab med de tidligste romere, den latinske kultur og Kongernes Rom, så gør man det bedst på et af byens museer. Museet ved Diocletians Termer huser en anbefalelsesværdig udstilling om Rom og det omkringliggende områdes tidligste fortid.

Et kig til Roms nabofolk

Hvis vi ser udover selve Rom, så var byen blot en ud af mange bosættelser i Latium-området. Vi ved, at romerne var i tæt kontakt med deres nabo­er og med omverdenen. Faktisk var en af grunde­ne til, at Rom med tiden blev den dominerende bystat i området netop byens beliggenhed: Rom var anlagt i et trafikalt knudepunkt mellem Etrurien i nord og Kampanien i syd og med Tiberen som hovedfærdselsåre i området. På den højre side af Tiberen var latinerne og sabinerne, mens etruskerne og faliskerne holdt til på flodens venstre bred.

Den store kontakt mellem de forskellige folk i området er også afspejlet i de skriftlige kilder, selvom fortællingerne her er af mytisk karakter. Et kendt eksempel på et møde mellem to af områdets folk finder vi i fortællingen om Romulus. Efter grundlæggelsen af Rom indså Romulus, at det ikke ville være muligt at skabe byens næste generation, da befolkningen hovedsageligt bestod af mænd. Det var et alvorligt problem, men heldigvis var Romulus både en snarrådig og handlekraftig konge – han narrede nabofolket sabinerne og stjal deres kvinder. Et andet eksempel ses i beretningen om Roms syv konger, hvor de tre sidste konger i rækken faktisk var af etruskisk afstamning med oprindelse fra den etruskiske by Tarquinia.

Orbis Sfinx Tumulus grav etrusker Cerveteri 800x600

Tumulus-grave i den etruskiske gravplads i Cerveteri. Foto Martin Ishøy.

Orbis Sfinx grav Tarquinia 800x600

En kammergrav fra Tarquinia, udsmykket med betagende vægmalerier. Graven stammer fra det tidlige 5. århundrede f.Kr.

Etruskerne er måske det mest kendte af romernes nabofolk. Som det generelt er tilfældet med Italiens tidlige kulturer, så kender vi dem bedst fra deres grave. Gravene ligger typisk beskyttet fra eftertiden og i områder uden for byerne. Det gælder naturligvis ikke altid, i hvert fald ikke set med nutidens øjne. Boni fandt jo netop jernaldergrave på Forum Romanum, men da man i sin tid begravede sine døde her, var det uden for bosættelsen – først senere blev området inkluderet i byen. De to mest kendte etruskiske gravpladser finder man i Cerveteri og Tarquinia. Begge gravpladser er på Unesco's Verdensarvsliste, og de er bestemt et besøg værd, hvis man har lyst til en dagstur ud af Rom. I Cerveteri kan man gå blandt de store tumulus-grave (gravhøje) og komme ind i højenes gravkamre, mens man i Tarquinia må gå ad skakte ned under jorden for se de etruskiske kammergrave, hvor smukke vægmalerier er bevaret frem til i dag. I Rom er der også mulighed for at se nærmere på den etruskiske kultur. Museet på Villa Giulia i den nordlige ende af Villa Borghese-parken har en af verdens mest omfattende etruskiske samlinger. På museet er det tilmed muligt at opleve en af de bemalede kammergrave, som er blevet fragtet til museet fra Tarquinia.

Et latinsk folk på besøg i København

Hvis man har lyst til at udforske folkene i områ­det omkring Kongernes Rom, så behøver man imid­lertid ikke rejse langt i denne tid. Netop nu har Ny Carlsberg Glyptotek en særudstilling, der omhandler en af Roms nærmeste naboer, byen Crustumerium, der ligger blot 15 km uden for Rom. Crustumerium spillede også en rolle i Roms tidlige historie, og byen er indimellem nævnt i fortællingerne om Kongernes Rom. For eksempel var folk fra Crustumerium ifølge sagnet tilste­de ved den festival, hvor Romulus bortførte de sabinske kvinder. Faktisk var Crustumerium slet ikke andet end en reference i de antikke kilder om Rom, indtil arkæologer i 1975 opdagede byen. I dag udgraver italienske og hollandske arkæologer i Crustumeriums store gravplads, og det er netop en række nyligt udgravede grave og deres gravgaver, der nu udstilles på Glyptoteket.

Orbis Sfinx Crustumerium 800x600

Fra udstillingen "Crustumerium: Død og efterliv på tærsklen til Rom" på Ny Carlsberg Glyptotek. (Ny Carlsberg Glyptotek. Foto Ana Cecilia Gonzalez).

Udstillingen har fokus på forestillinger om døden og efterlivet i antikkens Crustumerium, og den blotlægger samtidig de menneskeskæbner, som gravene og gravgaverne vidner om. Det er et arkæologisk puslespil at forstå fortidens folk ud fra deres gravkultur. Udstillingen giver et enestående førstehåndsindblik i arkæologernes arbejde og de arkæologiske genstandes rejse, fra de opdages i jorden, til de bliver behandlet, restaureret og fortolket samt til sidst ender i udstillingsmontrerne. Udstillingen huser endda et laboratorium, hvor det er muligt at overvære udgravningen af udskårne stykker fra et af Crustumeriums gravkomplekser. I løbet af udstillingen vil der også være en live-streaming fra Crustumerium-udgravningerne, så man kan følge arkæologernes arbejde på stedet og ved selvsyn se, hvordan nye genstande – og dermed en bedre forståelse af fortidens folk – dukker frem fra jorden.

Udstillingen "Crustumerium: Død og efterliv på tærsklen til Rom" løber frem til 23. oktober 2016.

Til videre læsning

F. Fulminante, The Urbanisation of Rome and Latium Vetus, Cambridge 2014.
R. R. Holloway, The Archaeology of Early Rome and Latium, Routledge 1994.
Udstillingskatalog: Crustumerium: Death and Afterlife at the Gates of Rom, Ny Carlsberg Glyptoteket.

Download artiklen som den så ud i SFINX >

Bestil abonnement på Tidsskriftet SFINX. 345 kr., 4 numre årligt >

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

Our website uses cookies to remember your settings, statistics and personalization of content and ads. This information is shared with 3rd party. By continuing to use the website you accept the cookie policy.