Logos anmelder ”Tæt på etruskerne”

 

Tæt på etruskerne

Anna Sofie Schjødt Ahlén, Cecilie Brøns, Marjatta Nielsen, Vinnie Nørskov, Nora Petersen & Annette Rathje

Forlaget Orbis. 204 sider. 250 kr.

Etruskerne – nu i farver

I mine første studieår i tresserne anskaffede jeg mig to bøger om etruskerne: P.J. Riis: Den etruskiske kunst og Bo Grønbech: Etruskerne. Det forsvundne folk. Det var dybt fascinerende stof. En farverig og frodig kultur så tæt på den græske og romerske og samtidig gådefuld og utilnærmelig. Grækerne og romerne kunne man komme på talefod med, etruskernes sprog derimod var håbløst utilgængeligt. Jeg er nok ikke den eneste, der har drømt om at opnå verdensberømmelse ved at knække koden!

Nu mange år efter har forlaget Orbis, der også står bag tidsskriftet SFINX, udgivet et samleværk om dette fascinerende kulturfolk. Det er blevet en aldeles pragtfuld bog, der med sin lækre typografi, mængden af fremragende billeder og en behagelig størrelse og indbinding næsten kunne fungere som en coffee table book. Men man opdager snart, at det ikke er hensigten med bogen.

Seks kyndige klassiske arkæologer har fordelt opgaven imellem sig, og de kommmer godt rundt om stoffet. Selvfølgelig diskuteres det gamle spørgsmål om etruskernes herkomst og ejendommelige sprog (Vinnie Nørskov). Meget nøgternt påvises det, at moderne DNA-analyser ikke har kastet nyt lys over sagen. Personligt finder jeg det mere vedkommende at læse kapitlerne om deres begravelsesskikke (Nora Petersen), spisevaner (Annette Rathje) og den materielle kultur ikke mindst, hvad angår tekstiler og smykker (Cecilie Brøns).

Nogle af forfatterne behandler deres stof på en måde, der ligger lige til højrebenet for en underviser. Nora Petersen gennemgår eksempelvis begravelsen af etruskiske stormænd og drager paralleller ikke alene til Homer, men også til vor egen tids begravelser af statsoverhoveder og berømtheder (s. 58f). Hun sandsynliggør, at ligbrændingen må være sket hurtigt, hvorefter den langvarige planlægning af selve den storslåede ceremoni har kunnet finde sted.

I sit kapitel om gravmaleriernes billedverden gør Anna Sofie Schjødt Ahlén fint rede for etruskernes forestillinger om det hinsides og rejsen dertil. De dæmoniske skikkelser, som man har været tilbøjelige til at se som uhyrer, der plagede de døde i en slags helvede, er efter hendes mening først og fremmest ledsagere til det hinsides. Det gælder også Charun, der ofte ses afbildet med en stor hammer. Den skal næppe opfattes som et torturinstrument, men alene vise ham som den, der vogter graven, i lighed med de vagter, der skød de tunge bjælker for, når byporten skulle lukkes. I sit afsnit om disse forestillingers receptionslinie trækker hun interessante linjer til Dante, Michelangelo og Matthias Grünewald. Gefundenes Fressen i en undervisningssammenhæng.

Bogen slutter med et grundigt afsnit af Marjatta Nielsen om de etruskiske askekister, hvoraf der findes fine eksemplarer i Danmark. Læsningen af det har gjort mig meget mere opmærksom på, hvad de kan fortælle dels om de afdøde i kisten, dels om etruskernes måde at forvalte det græske mytestof på. Det sidste er der i øvrigt et meget smukt eksempel på i bogens indledning (s. 24); det er en scene fra stormen på en by (De Syv mod Theben?) hvor den berømte byport i Volterra danner kulisse.

Det fremgår formentlig, at der er tale om en fremragende, kompetent og engageret bog, der ikke alene ajourfører de ældre fremstillinger, men også med sine flotte billeder helt bogstaveligt kaster nyt lys og ikke mindst farver over det spændende stof.

Henning Galmar, LOGOS 2019 nr. 1

Køb Tæt på Etruskerne >

 

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

Our website uses cookies to remember your settings, statistics and personalization of content and ads. This information is shared with 3rd party. By continuing to use the website you accept the cookie policy.