• Home
  • Nyheder
  • Anmeldelse: George Metz om Langt fra Vestfronten

Anmeldelse: George Metz om Langt fra Vestfronten

De glemte sider af 1914-18

Georg Metz, Information 27.1.2016

Centraleuropas verdenskrig var ikke bare Europas og Amerikas kamp. Det understreger ny bog

Første Verdenskrig var næsten entydigt i europæiske og amerikanske øjne den frygtelige kamp mod mudder og granater i Flanderns skyttegrave. Flanders fields med de millioner af blomstrende valmuer, symbolet på dødens myriader, samt den uafvaskelige skam: At civilisationens krise skulle komme dertil og sætte spørgsmålstegn ved den moderne civilisation og punktum for verden af i går. Sådan opfatter i store træk Europa vel krigen, heri ligger indstøbt begrebet om katastrofen: Billedet af Vestfronten og de dødsdømte tropper i angreb over åben mark i front mod pigtråd og maskingeværer.

Til nød er Første Verdenskrig også Jyllandsslaget og optakten, nogen siger stadig årsagen, til det hele: mordet i Sarajevo. Hvad andet kunne man forvente på Balkan! Udvides horisonten kommer sammenbruddet på Østfronten med i billedet, samt Lenin velvilligt transporteret i forseglet togvogn via Tyskland hjem til det store opgør i velbegrundet håb om at alle moderne revolutioners fader ville sætte en stopper for russisk krigsførelse og den frygtede og umulige tofrontskrig, så tyskerne kunne koncentrere sig om Vestfronten.

Resten er i europæisk populærtradition praktisk talt tavshed. Men den store krig var jo en verdenskrig, og rent bortset fra Amerikas sene, men effektfulde inddragelse i skyttegravskrigen deltog Mellemøsten og middelhavslandene med neutrale undtagelser, samt de britiske oversøiske dominions og forhenværende lydlande m.a.o. Imperiet. Den side af krigen: Langt fra Vestfronten, med en væsentlig ny dansk bogs sigende titel, har hidtil været diskret behandlet i den hjemlige historiske litteratur. Niels Arne Sørensen og Uffe Østergård råder med denne velredigerede udgivelse bod på savnet. Undertitlen markerer interessefeltet: Første Verdenskrig i middelhavsområdet.

Det moderne Tyrkiets fødsel
En række specialister gennemgår de oversete landes position og rolle i det store opgør og redegør for fleres vedkommende nok så interessant for traditionen og historieskrivningens opfattelse af begivenhederne. Måske mest tankevækkende Ismar Dedovic’s fremstilling af Gavrilo Princips historie eller rettere skiftende eftermæle. Princip, den serbiske student, der skød og dræbte ærkehertugparret i Sarajevo den 28. juni 1914, opfattes oftest i ældre toneangivende centraleuropæisk historieskrivning (og myte) som den tuberkuløse mislykkede student og forbryder, der med sin desperate og fanatiske handling affyrede startskuddet til verdenskrigen. Ikke alene dræbte han Østrig-Ungarns tronfølger, men tillige dennes gravide hustru, hvilken sidste udåd snarere fortalte om attentatmandens ringe skydefærdighed end hensigt.

I det senere Jugoslavien ansås Princip som den opofrende helt, der skabte forudsætningen for forbundsstaten på Balkan, senere af serberne som Serbiens frihedsikon. Denne opfattelse er vist knap nok nævnt i gængse europæiske fremstillinger, ligesom distraktionen, hvad angår konsekvenserne af krigen i de gamle britiske kolonier, er betydelig. At store dele af Mellemøsten 1914-18 fik skæbnen beseglet til langt op i vore dage, er måske efterhånden mere kendt. Men de færreste ønsker sikkert at blive hørt i emnet.

Måske det mest centrale kapitel eller kapitler i bogen er gennemgangen af Det Osmanniske Riges undergang og det moderne Tyrkiets fødsel, i høj grad set i perspektivet af briternes nederlag ved Gallipoli. I britisk/europæisk prisme var slaget om disse afgørende stræder mellem Middelhav og Sortehav blot et grusomt slag blandt så mange andre. For tyrkerne – ikke mindst i vore dage – en nærmest hellig ankerplads for tyrkisk nationalistisk identitet.

Sørensens og Østergårds bog er mere end nyttig i disse tider, hvor påstandene om årsag og virkning i verdens farligste konfliktområder svirrer om ørerne på os alle. Her får man klar besked om de dybere sammenhænge og årsager. Læs den før Deres udenrigspolitiske ordfører.

Bogen er generøst udstyret med relevant billedstof.

Køb Langt fra Vestfronten >

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

Our website uses cookies to remember your settings, statistics and personalization of content and ads. This information is shared with 3rd party. By continuing to use the website you accept the cookie policy.