I pestens tid. Ydre og indre fjender

Byldepest, en af Egyptens ti plager. Moses kaster støv fra smelteovnen op i luften, himlen bliver dækket af en stor sky, og bylder bryder frem på alle egypterne for at straffe faraos hovmod (2 Mos 9,8–12). Billedet er en illustration til beretningen i det Gamle Testamente i et håndskrift fra 1411. Den sorte død var kommet 60 år tidligere og senere igen i flere bølger, så man havde et ganske realistisk billede af, hvordan byldepest så ud. Rudolf von Ems (+1254) Weltchronik, afskrift 1411 til Grev Friedrich 7 von Toggenburg i Schweiz, derfor ofte kaldt Toggenburg-bibelen. Kupferstich-Kabinett, Staatlichen Museen zu Berlin, ms 78 E 1, fol. 80v.

 

Af Kurt Villads Jensen, professor dr.phil, Stockholm Universitet

Når pesten nærmer sig, skal der træffes valg. Hurtigt, ofte uden at vide hvad der er bedst, og meget ofte med store sociale og økonomiske følger, som ingen kan overskue på forhånd. I vinteren 1347 kom den store pestilens til Krim, bragt med karavaner og rejsende hele vejen fra Kina. I Vesteuropa havde man hørt om den på forhånd. ”Indien er affolket, Syrien, Iran, Irak, Centralasien er dækket af døde kroppe”. Hvad man kunne gøre for at begrænse smitten, og hvor farlig den egentlig var, vidste ingen i Vesteuropa. Det blev man hurtigt klar over.

Allerede samme vinter rejste dens usædvanlig dødbringende bakterie med købmændene til Middelhavets kyster og dens øer og store byer. Konstantinopel maj 1347, Messina juni, Genua i juli, og så Marseilles, Mallorca, den Dalmatiske kyst. Gennem hele efteråret og vinteren spredte sygdommen sig i landene omkring Middelhavet. Den næste sommers varme reducerede ikke spredningshastigheden, heller ikke lugten af den mange lig. I juni 1348 kom døden til Paris og det meste af Frankrig, i december til store dele af Tyskland og flere af de rige, gamle kulturlande i Østeuropa. I løbet af 1349 spredte massedøden sig til resten af Tyskland, England og det vestlige Skandinavien, så langt som til Bergen og til Stockholm, ved verdens yderste grænse.

Sygdommen skyldtes bakterien Yersinia pestis og gav hovedpine, stivhed i kroppen, kuldegysninger og diarre og kvalme. Derefter kom bylderne i lysken og armhulerne, svulmende og sorte, stinkende og væskende. Hos andre slog pesten sig på lungerne, og de hvæsede og hostede blod. Hos mange gik pesten i blodet, og arme og ben og fødder blev sorte. ”Den sorte død”, kalder vi pesten i dag med stor præcision, men det udtryk ser mærkeligt nok ud til at være opfundet meget senere, i 1500- eller 1700-tallet. I middelalderen var det bare ’den store pestilens’.

Inkubationstiden kunne være en uge eller lidt mere. Så lang tid kunne man gå rundt med sygdommen og smitte andre, inden bylderne og hosten brød frem og blev synlige. Et døgn senere var de fleste døde. Nogle holdt to.  

Pesten bredte sig forbløffende hurtigt, hvis man tænker på hvor lang tid det tog for middelalderens mennesker at bevæge sig fra det ene sted til det andet. Den har været ekstrem smitsom og ekstrem dødelig. På et helt andet plan end 1900-tallets store epidemier og milevidt fra corona-virusens helt ubetydelige dødelighed.

Da pesten rasede i Paris i 1348 og 1349, blev 500 døde læsset på vogne og skubbet til kirkegården hver eneste dag. Det beretter Jean de Venette, karmelitermunk og universitetsprofessor i Paris. Næsten alle, der var i kontakt med smittede, blev selv syge og døde. Præsterne blev rædde og flygtede og turde ikke længere passe deres gerning og tage folk til nadvers og høre skriftemål – de holdt afstand. I stedet trådte munkene fra de forskellige ordener til og forlod deres klostre og rykkede ud på gader og i huse og hjalp, åndeligt og fysisk. Nonnerne fra Hôtel-Dieu, det store hospital ved siden af Notre-Dame domkirken, og andre kvinder gjorde et kæmpearbejde for pestens ofre, ofte med deres eget liv som indsats. ”Et meget stort antal af de fromme søstre, som ikke var bange for at dø og plejede de syge med kærlighed og i ydmyghed, hviler nu i fred med Kristus.”

Agnolo di Tura

2663 SFINX Pestens tid 800x600

Folk begraver de døde under pestens hærgen i den belgiske by Tournai. Fra Gilles Li Muisis’ Chronique, hans Verdenshistorie. Gilles var abbed i benediktinerklosteret Saint-Martin i Tournai. Han fik en øjensygdom og blev blind i 1347 og begyndte at diktere sin store verdenshistorie til en skriver ’for at bekæmpe ledighed og onde tanker.’ Hans skildringer af pesten er altså helt samtidige. I 1351 blev han opereret og fik synet fuldstændig tilbage og døde året efter. Bibliothèque Royale de Belgique, Brüssel, ms 13076–77, fol. 24v, fra ca. 1350. Wikimedia Commons.

 

Billedet var det samme overalt. I Sienna skrev Agnolo di Tura den tykke (il grasso) en hjerteskærende beretning om pesten, som kom til byen i 1348. Bylderne svulmede pludselig op, og folk faldt om på gaden og døde, midt i at de stod og snakkede med andre. Mænd forlod deres børn og kvinder deres mænd, for pesten smittede ved nærkontakt. Der var ingen til at begrave de døde, hverken for penge eller venskabs skyld. Familier bragte deres døde ud og dumpede dem i massegrave, som hurtigt blev fyldt op, og byen gravede nye. Hundredvis døde hver dag og nat og blev begravet uden klokkeringning eller kirkelige ceremonier. Det gik hurtigt, og ofte blev gravene dækket af kun et tyndt lag jord, som hunde og vilde dyr krattede væk om natten og åd af kadaverne og slæbte dem gennem byen. ”Ingen græd for de døde, for alle ventede på at dø,” skrev Agnolo. Som med egne hænder havde begravet sine fem børn.

Pesten ramte alle aldersklasser, ikke bare de gamle og svækkede. I selv Siena døde alt i alt 52.000, opsummerede Agnolo, og hele 36.000 af dem var unge under 20 år. I forstadskvartererne døde 28.000, så 80.000 tilsammen. I bare en enkelt italiensk by, i middelalderen da befolkningstallet var langt, langt mindre end i dag.

Måske. Alle tal fra middelalderen er usikre og må stykkes sammen fra rigtig mange forskellige kilder, så vi ved ikke præcis, hvor stor dødeligheden egentlig var. De fleste forskere regner med omkring 30–40%, altså allermindst 100 gange større end corona-virus, men med store regionale forskelle. I nogle områder døde halvdelen af befolkningen eller mere, i andre meget færre. Formodentlig har døden høstet hårdere blandt de svage, de syge, de gamle, de underernærede, men det er faktisk ikke helt sikkert. Måske var det helt andre forhold, som afgjorde, om man blev syg og døde eller ej.

I løbet af et par år efter 1348 døde så mange mennesker, at pesten ebbede ud, men kun kortvarigt. Den anden bølge kom i Middelhavet i 1362, og resten af middelalderen og lang tid efter kom pesten tilbage igen og igen med ujævne mellemrum. Det skyldes måske, at bakterien muterede en lille smule og nu kunne dræbe dem, som var immune over for bakterien i sin tidligere form? I alle fald kom de senere epidemier aldrig nogensinde bare i nærheden af den første, i omfang eller dødelighed.

Pesten var luftbåren og smittede, hvis personer kom for nær hinanden. Bakterien har formodentlig også kunnet overleve på nogle mellemværter, som kunne transportere den fra det ene menneske til det andet. Pesten spredtes med den sorte rotte, det har forskere vidst længe, men formodentlig også med lopper og lus, som hoppede og krøb fra menneskekrop til menneskekrop i trange rum, hvor flere generationer var stuvet sammen på meget lidt plads, og næsten alle delte seng med andre.

Døden kunne ikke inddæmmes, og nogen skulle have skylden, også i middelalderen. De fremmede var oplagte ofre. I middelalderen havde man ikke grænser, som man kunne lukke for onde smittebærere, men man havde de fremmede midt iblandt sig. Pesten måtte smitte gennem luften og formodentlig også gennem vandet, mente mange, ”for på den tid var der ikke hungersnød og mangel på mad,” skrev Jean de Vernette. Sult har altså været en alment kendt og helt almindelig årsag til massedød.

Jødeforfølgelser

Nogle måtte have forgiftet vandet og luften, og jøderne fik skylden. Overalt og især i Tyskland blev jøder brændt i tusindtal, hvis de ikke omvendte sig og lod sig døbe og blev kristne. Jødiske mødre smed deres spædbørn på bålet for at undgå, at de blev tvangskristnet, inden de selv kastede sig i flammerne. Paven forsøgte at stoppe forfølgelserne med en officiel bulle i 1348, blandt andet med henvisning til at jøderne også døde, og de var vel ikke så dumme at de ville forgifte sig selv? Det stoppede ikke de lokale myndigheders hårde fremfærd. Pesten kunne retfærdiggøre selv de hårdeste politiske tiltag, og angste mennesker accepterede hvad som helst.

2663 SFINX Pestens tid 800x1035

Jøderne blev forfulgt og brændt i tusindtal. Her forklarer den samtidige benediktinerabbed Gilles hvorfor: ”I året 1349 blev jøderne fanget og sat i fængsel og celler, alle de steder hvor de bor. Årsagen var en meget stærk mistanke imod dem, at de ondskabsfuldt havde forsøgt at udrydde de kristne med gift, og at de i al hemmelighed havde kastet giften i brønde og kilder og vandløb, hvor som helst de kunne. Og det gjorde de faktisk på flere steder, som vi alle ved. Nogle af dem er også dygtige og erfarne astrologer, som ud fra stjernernes gang kunne forudsige den store pest for dem, og under pesten håbede de så på at kunne gennemføre deres onde gerning sikrere og mere hemmeligt. Fra Gilles Li Muisis’ Chronique, hans Verdenshistorie, 1347–52. Bibliothèque Royale de Belgique, Brüssel, ms 13076–77, fol. 12v, fra ca. 1350.

 

Mange jøder døde som en direkte følge af pesten, men alligevel måske færre end kristne? Middelalderlige jødiske renselsesritualer minder meget om moderne sundhedsforskrifter om at vaske hænder og ikke spise af samme brød og holde afstand, så måske har smitten bredt sig langsommere blandt jøder. På den anden side set levede mange af dem under kummerlige forhold og tæt sammen.

Jøder var ikke de eneste, som fik skyld for pesten. På Sicilien brændte man i 1348 flittigt catalonier i stedet, som allerede i generationer havde haft ry for at være voldelige, ugudelige og alt for interesserede i sicilianske unge kvinder. I Catalonien angreb den lokale befolkning pilgrimme på vej til Santiago de Compostela  og anklagede de fremmede for at bringe smitten med sig.

De fleste var fast overbeviste om jødernes skyld, men nogle få var skeptiske og opfattede anklagerne som rene konspirationsteorier. Jean de Vernette mente, at selv ikke jøder og ’dårlige kristne’ i fællesskab kunne have forgiftet så mange brønde, at det kunne forklare massedøden, ’om giftspredningen nu overhovedet har fundet sted’. Det skyldtes snarere den forurenede luft og Guds vilje. I Narbonne derimod lod grevens fuldmægtige – vel den lokale sundhedsmyndighed – fattige og tiggere pine i streng tortur med gloende tænger og sprætte op og brændes for at have forgiftet vandet, men konkluderede, at pesten nok skyldtes en kombination af gift og stjernernes stilling.

Mange henviste til himmellegemernes uheldsbringende positioner som årsag til massedøden. Astrologien var en af datidens vigtigste eksakte videnskaber med et enormt empirisk materiale, big data af observationer af stjerner og planeter, samlet af internationale forskerteams siden i det mindste 1100-tallet. Astrologien havde en strikt metode, gav forklaringer på hvordan verden hang sammen og hvor den var på vej hen, og udtalte sig gerne om fremtiden. Nogle gange fik den ret. Det svarer vel nærmest til nutidens økonomiske videnskab.  

Tilliden til læger kunne ligge på et meget lille sted. De kunne jo faktisk ikke stille meget op, og mange anklagede dem for bare at skrabe penge til sig og skabe formuer på kure, som alligevel ikke virkede. De famlede i blinde. Sådan var det under den store pest i 1348–50. Da den anden bølge kom 10–15 år senere, fik lægerne meget større succes, større selvfølelse, større anerkendelse, og opskrifter på deres salver og mediciner blev kopieret og distribueret internationalt. Pesten var tydeligvis ikke så alvorlig som i første omgang, og mange patienter havde vel opbygget en immunitet og overlevede.

Karantæne

Pesten blev bekæmpet og inddæmmet på flere måder. Den første var isolation og social afstand. Møder blev aflyst eller reduceret til ganske få personer. Parlamentet i England trådte ikke sammen i det meste af 1349, men overlod alle beslutninger til kongen. Italien og de venetianske kolonier i Dalmatien var de første til at lukke grænserne – allerede i 1348 – på den måde, at indkommende skibe skulle ligge på red og vente en måned, inden nogen kunne komme i land. Det blev snart ændret til 40 dage, quaranta giorni på italiensk, ’karantæne’ på dansk.

2663 SFINX Pestens tid 800x6002

Smittebeskyttelse i nutidens Milano. To kvinder med masker går henover Piazza del Duomo i det centrale Milano. (Foto: Andreas Solaro © Scanpix)

 

Pistoia indførte lockdown allerede i maj 1348, forbud mod markeder og samling på offentlige pladser, forbud mod at bevæge sig ud eller ind af byen, med mindre man havde et anerkendelsesværdigt formål, begrænsning på antal deltagere til begravelser, og så videre. Lidet hjalp det, måske 70% af Pistoias befolkning døde. Milano isolerede alle med tegn på smitte ved simpelthen at sømme deres huses døre og vinduer til, senere ved at samle dem i sygekolonier uden for byen. Færre døde i Milano, men om det skyldes isolationen eller ej, er ikke godt at vide.

2663 SFINX Pestens tid 800x6003

1349 kom flagellanterne fra Brygge til Tournai, den 15 august på festdagen for den Hellige Jomfru Marias optagelse i himlen. De begyndte at piske sig selv som bodsgerning, og de lokale, som aldrig havde set noget lignende, blev grebet af stemningen og efterlignede flagellanterne. Sådan beretter Gilles Li Muisis i sin Chronique, sin Verdenshistorie, skrevet 1347–52. Bibliothèque Royale de Belgique, Brüssel, ms 13076–77, fol. 16v, fra ca. 1350.

 

Religiøse ceremonier og processioner var et andet middel, som blev anvendt flittigt og så ud til at have nogen effekt. Flagellanterne fik gyldne dage. Det var en bodsbevægelse, som var begyndt i sidste halvdel af 1200-tallet og tiltrak fattige og rige, høj og lav. De vandrede fra by til by i lange hvide klæder med store kors på. Når de kom frem, samledes de på torvet og klædte sig næsten nøgne og lagde sig på jorden i korsform og piskede løs på hinanden. Når det var overstået, samledes de og de lokale tilskuere i fællesbøn til Jomfru Maria og lokale helgener. I 1300-tallet blev flagellanter kaldt ’de hovedløse’, dels fordi de ikke havde nogen ledere, dels fordi mange anså dem for lidt småtossede og måske på grænsen til kættere. Under den store pest fik de massiv opslutning og mange nye deltagere.

Karmelittermunken Peter Thomas

Også de etablerede kirkelige institutioner arrangerede processioner. En af dem var Peter Thomas, også karmelitermunk og pavens særlige udsending på Balkan og senere på Cypern, hvor han skulle gøre noget ved den spændte situation mellem den latinsk-katolske overklasse og den lokale græsk-ortodokse befolkning. Det var han ikke særlig god til i begyndelsen, hvor han fik fornærmet og ophidset grækerne efter at have låst dem inde i domkirken i Nikosia og forsøgt at tvinge dem til at blive katolikker. Men så kom pesten, dens anden bølge. Først til Anatolien, Syrien og Rhodos, og i 1362 til Famagusta på Cypern. Peter Thomas arrangerede nu store processioner i Nikosia med den cypriotiske konge og dronning og alle stormænd og hele byens befolkning. Han prædikede for dem, så de alle græd og lovede at faste og gå barfodet og gøre bod for at afvende Guds vrede. Den store skare gik fra paladset til domkirken til kirkegården, hvor Peter Thomas holdt en trøstende og opmuntrende tale, og derfra tilbage til domkirken og gudstjeneste.

2663 SFINX Pestens tid 800x1035 2

Peter Thomas, den pavelige udsending til Cypern, senere ærkebiskop af Kreta i 1363 og latinsk patriark i Konstantinopel i 1364 og pavelig korstogsansvarlig. Han var med ved Kong Peter 1. af Cyperns erobring af Alexandria i 1365, i spidsen for flådens krigere med et relikvie af det Hellige Kors løftet højt i vejret. Erobringen måtte opgives igen, og Peter Thomas vendte tilbage til Famagusta på Cypern, fik feber under julen og døde i januar 1366. Senere billede af ham (1600-tallet?) fra Karmeliterkirken i São Vicentre, Braga, Portugal.

 

Således styrket tog Peter Thomas til Famagusta, ’en smelteovn af pest og død.” 30–40 personer døde hver dag, og mange frygtede, at den katolske kristendom ville forsvinde fuldstændig fra Cypern. Peter Thomas arrangerede nu en kæmpeprocession med deltagelse af alle de mange forskellige kristne kirkesamfund, katolikker, græsk-ortodokse, armeniere, nestorianere, jakobitter, georgiere, nubier, indere, kristne fra Etiopien og mange andre steder. Også de lokale jødiske menigheder og store mængder af muslimer blev inkluderet. Peter Thomas bad og prædikede, og alle græd, også de som faktisk ikke kunne forstå hans sprog. Men det virkede. Alle de syge som lå og ventede på at dø, blev raske på én gang, og pesten forsvandt fuldstændig fra Cypern.

Religiøse processioner blev arrangeret overalt i den kristne verden og var et gammelkendt middel mod massedød og oversvømmelser og store katastrofer. De fungerede på helt samme måde som karantæne: indimellem virkede de, ofte gjorde de ikke, men de viste i alle fald initiativ og handlekraft. Noget blev gjort, pesten blev taget på alvor, og det var sikkert blevet meget værre uden karantæne og processioner, mente mange.

Pesten klingede ud. Den kom tilbage i senere bølger igen og igen, men aldrig så altødelæggende som i 1348–50. Den fik enorme økonomiske konsekvenser på mange forskellige niveauer, som det havde været umuligt at forudse på forhånd. Helt overordnet førte pesten til en opdeling af Europa i et øst og et vest med forskellig produktionsmønster, øget økonomisk ulighed og stor dynamik og udvikling.

Ejendomsmarkedet blev vældig uroligt i en periode. Store dyre huse i byerne stod tomme og kunne overtages for en slik, hvis der overhovedet var nogen sælgere i live. På landet skete der en koncentration på færre hænder. De som havde kapital til at overleve krisen, købte de lidt mindre jordejere ud og tjente styrtende.

På et mikroniveau smadrede pesten nogle af de første forsøg i Europa på at organisere arbejdere med strejkekasser og krav om bedre løn og borgerlige rettigheder. De var ved at blive stærke i 1340' erne i Norditalien, men efter pesten forsvandt næsten alle sociale oprør og bevægelser i hele Europa i over ti år. Man argumenterede ikke imod magthaverne, når der var krise.

De som overlevede blev optimister. Der blev investeret i kunst og videnskab. Karls-universitet i Prag blev grundlagt i 1348, efterfulgt i de næste 15 af Pavia, Krakow og Wien. Der blev skrevet fantastisk litteratur som Boccaccios Dekameron, der skildrer et selskab af syv unge kvinder og tre mænd i karantæne med alt, hvad deraf kommer. Der blev også investeret i det gode liv. Folk festede, til forargelse for i det mindste nogle af de gejstlige. De mente at man hellere skulle leve i spægelse og taksigelse for at have overlevet og ikke spilde dagene med at æde og drikke. Måske var det løsslupne liv årsagen til, at der blev født usædvanlig mange børn i årene efter pesten, mente de.

Den store pest var en fuldstændig unik hændelse i Europas historie. Alle efterfølgende epidemier har været småting i sammenligning. Det er helt umuligt at opsummere alle pestens mange og dybtgående følger, men en af de vigtige er måske den, som Jean de Venette nævnte. Alle de som døde af pesten i Paris, gjorde det med smil på læberne, for de havde skriftet og fået fred med Gud. Pesten lærte mennesker at acceptere døden.

 

Kilder

’Cronaca senese attibuita ad Agnolo di Tura del Grasso detta la cronaca maggiore’, i Cronaca Senesi, ed. Alessandro Lisini & Fabio Iacometti, 1–2, Bologna 1934.

‘Chronica Aegidi li Muisis’, i Recueil des chroniques de Flandre, ed. J.-J. de Smet, 4 vols, Brussels 1837–1865, vol. 2, pp. 93–293. (Denne beretning fra Sienna er næsten helt sikkert ikke skrevet af Agnola, men traditionelt tilskrevet ham. Så det gør vi også her).

The Chronicle of Jean de Venette, trsl Jean Birdsall, ed. Richard A. Newhall, New York 1953.

Vita S. Petri Thomasii, scripta ab oculato teste Philippo Mazzerio, Antwerpen 1659. Online https://archive.org/details/bub_gb_1NhDMstz_8QC/mode/2up

Nyere udgave, latinsk tekst og kommentarer: The Life of Saint Peter Thomas by Philippe de Mézières, ed. J. Smet, Rome 1954.

 

Forslag til videre læsning

Cohn, Samuel K., ‘The Black Death and the Burning of Jews’, Past & Present 196 (2007), pp. 3–36.

Cohn, Samuel K., Lust for Liberty: The Politics of Social Revolt in Medieval Europe, 1200–1425. Italy, France, and Flanders (Cambridge, Mass., 2006).

Devaney, Thomas, ‘Spectacle, Community and Holy War in Fourteenth-Century Cyprus’, Medieval Encounters 19 (2013) 300–341.

Pandemic Disease in the Medieval World: Rethinking the Black Death, ed. Monica H. Green & Carol Symes, ARC Medieval Press 2014 (=The Medieval Globe vol 1/1), online https://scholarworks.wmich.edu/tmg/vol1/iss1/

 

  • Forlaget Orbis SFINX abonnement tilbud

    Tidsskriftet SFINX Årsabonnement: INTROTILBUD nye abonnenter. Kun 100 kr. Spar 245 kr.

    Tidsskriftet SFINX fortæller om Europas, Mellemøstens og Nordafrikas fælles historie og kulturelle relationer. Fra de første mennesker slog sig ned omkring Middelhavet, helt frem til vores egen tid.

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.