Pest og pandemi i Romerriget

Lucius Verus (130–169 e.Kr.) var måske det mest prominente offer for pesten. Han blev Marcus Aurelius’ medkejser i 161 og anførte hæren under det felttog i det østlige Middelhavsområde, som bragte sygdommen til Romerriget. Foto: Wikipedia.

 

Af Jesper Carlsen, Lektor dr.phil. Institut for Historie, Syddansk Universitet

Den britiske historiker Edward Gibbon (1737–1794) hævdede i sit berømte værk Det romerske Riges forfald og undergang, at 100-tallet e.Kr. indtil Commodus’ tronbestigelse i 180 e.Kr måske var menneskehedens lykkeligste og rigeste periode. Det er selvfølgelig en sandhed med meget store modifikationer, for midt i denne periode blev Romerriget ramt af en pandemi, som hærgede i 10–15 år og sandsynligvis kostede tusinder af mennesker livet.

Den romerske læge Galen (ca. 129–199 e.Kr.), der oplevede epidemien på nærmeste hold, beskriver nogle af sygdommens symptomer som hudslæt med vabler og diarré. Selv om epidemien kaldes pest i den antikke kilder og normalt omtales af moderne forskere som den ”antoninske pest” efter kejsernes slægtsnavn, så viser Galens beskrivelse, at der var tale om en form for kopper. Romerriget havde oplevet alvorlige pestepidemier med jævne mellemrum, men aldrig kopper, som derfor ramte hårdere, da romerske soldater vendte tilbage efter et sejrrigt felttog mod Partherriget øst for Eufrat. Romerne havde indtaget modstandernes to hovedstæder, men soldaterne blev samtidig smittet med kopper, som de bragte med sig hjem som en ufrivillig sideeffekt eller bytte, hvis man vil. ”Pesten” er registeret første gang i 165 i Nisibis i Mesopotamien og i Smyrna, det moderne Izmir, i Tyrkiet, og derfra spredte den sig mod vest. Den nåede Rom i 166, og den smitsomme infektionssygdom blussede op med jævne mellemrum i de følgende 15 år. I 169 hærgede den stadigvæk i Norditalien, hvor Marcus Aurelius (161–180 e.Kr.) og hans medkejser Lucius Verus måtte forlade hærens lejr for at undgå smitten. Pesten nåede sandsynligvis helt til England, inden den langsomt klingede af omkring 180, hvor den nævnes for sidste gang.

SFINX pest Galen

Claudius Galen(os) (ca. 129–199 e.Kr.), der var født i Pergamon i Tyrkiet, arbejdede først som læge for en gladiatortrup i sin fødeby. Derefter søgte han lykken i Rom, hvor han blev kejsernes livlæge. Selv om en række af hans værker er gået tabt, regnes han for en af de mest betydningsfulde romerske læger. Her fra illustration i manuskriptet De Materia Medica fra Konstantinopel ca. 512 der viser Galen oppe midt for. Foto: Wikipedia.

 

SFINX pest Gloucester

I 2005 udgravede arkæologer en massegrav med 91 skeletter i Gloucester, det romerske Glevum. Alle er døde en naturlig død inden for en kort periode og blev hastigt begravet. Udgraverne har derfor foreslået, at det drejer sig om ofre for den antoninske pest, men graven kan ikke dateres præcist til perioden 166–189 e.Kr. Foto: Photo: SWNS

 

Samtidige og senere kilder

Pesten omtales i samtidige og senere antikke kilder, hvis troværdighed dog kan anfægtes i nogle tilfælde. Den kristne historiker Orosius mente således i 400-tallet, at pesten var Guds straf over romerne for de kristenforfølgelser, som blev gennemført under Marcus Aurelius. Orosius skriver desuden, at pesten lagde Italien øde. Byer blev forvandlet til ruiner, og dyrkede marker sprang i skov.  Der er ingen tvivl om, at Orosius overdriver, men hans skildring er interessant, fordi disse elementer kan genfindes i mange beskrivelser af følgerne af Den sorte Død i middelalderen, hvor Orosius blev anset som en autoritet.

Andre antikke kilder svælger i skrækindjagende detaljer. Taleren Aelius Aristeides (ca. 117–187) og hans husstand, der boede i Smyrna, blev ramt af epidemien. Ifølge Aristeides døde folk på deres dørtærskler, hvis de forsøgte at flygte, og selv husdyrene blev smittet. Lægerne opgav at redde Aristeides, men han overlevede på mirakuløs vis, fordi lægeguden Asklepios og Athena viste sig for ham i drømme, hvorimod et af hans adoptivbørn mistede livet. Lægen Galen skyndte sig at flygte, da epidemien brød ud i Rom. Han tog tilbage til sin fødeby Pergamon i Tyrkiet, men så privilegerede var langtfra alle. Epidemien havde gode kår i den tætbefolkede millionby Rom, hvor omkring 2.000 døde om dagen tilsyneladende ikke var ualmindeligt. Udenfor Italien var der store regionale forskelle. Ægypten blev et af de hårdest ramte områder, fordi provinsen ikke kun var tæt urbaniseret, men også tæt befolket på landet.

Der er ingen tvivl om, at Romerriget blev ramt af en pandemi i anden halvdel af 160-tallet e.Kr., og den varede i mindst 15 år. Dens egentlige omfang og konsekvenser for Romerrigets historie er derimod vanskeligere at vurdere og har i de seneste årtier været genstand for en heftig debat i forskningen, som rejser en række principielle spørgsmål om, hvorledes nutidens forskere kan og bør udforske antikken, når kildematerialet er sparsomt.

Omfang 

Den antoninske pandemis præcise omfang er uhyre vanskeligt at fastslå. De antikke forfattere giver os ingen absolutte tal, og trods regelmæssige folketællinger kendes det samlede befolkningstal i Romerriget ikke. Det anslås normalt til 50–60 millioner, hvoraf de 6–7 millioner var bosat i Italien, men disse tal er meget usikre og er kun et mere eller mindre kvalificeret gæt. Vi har ingen folkeregistre, kirkebøger eller andet materiale, hvorfra der kan foretages sikre demografiske beregninger, og derfor er moderne forskere også nået til vidt forskellige resultater, når det gælder den antoninske pests omfang.

På den ene side har minimalister eller hyperkritikere hævdet, at dødstallet kun udgjorde i nærheden af 1 % eller lidt mere af Romerrigets samlede befolkning, mens maksimalister på deres side taler om dødstal på 25–30 % i første bølge og op mod 20 % i anden bølge. De sidstnævnte har forsøgt at påvise eller sandsynliggøre pandemiens kolossale omfang ved indicier for derved etablere et såkaldt wigwam-argument, hvor materialet fra de enkelte sager i lighed med en teltstang ikke kan stå alene, men samlet kan understøtte hinanden og danne en form for indirekte bevisførelse.

SFINX pest hjem

Graf over hjemsendelsesdiplomer 150–200 e.Kr. Der kendes i dag omkring 1000 af sådanne militære diplomer fra perioden 70–206 e.Kr., men den markante lakune i årene 168–177 bliver ofte forklaret som et resultat af pesten, der især ramte i hæren. Nogle forskere har imidlertid peget på, at de manglende diplomer i bronze også kan skyldes en almindelig økonomisk krise. Fra Duncan-Jones figure 6.

 

De fleste indicier for en katastrofal epidemi tager udgangspunkt i forskellige grupper af indskrifter eller rettere mangel på samme i perioden 165–175 e.Kr. Disse lakuner forklares som et resultat af pestens ødelæggende hærgen og en efterfølgende økonomiske krise. Det gælder for eksempel de hjemsendelsesdokumenter på bronzetavler, som blev udstedt til veteraner efter endt tjeneste i hjælpetropperne. Disse blev tilsyneladende ikke udstedt mellem 168 og 177 e.Kr., hvor pesten krævede mange ofre i hæren. Samme mønster kan findes i indskrifter på blokke fra brud i Frygien i det sydøstlige Tyrkiet, hvorfra den kostbare Pavonazetto-marmor kom, hvilket antyder, at produktionen blev sat på pause i årene 166–173 e.Kr. Desuden er der konstateret et markant fald i stemplede teglsten produceret omkring Rom i anden halvdel af 160’erne, hvilket er blevet tolket som udtryk for nedgang i byggeriet som følge af den formodede økonomiske krise. Denne krise understreges af, at der ikke er bevaret daterede indskrifter i Rom i årene 167–180 e.Kr. og forholdsvis få fra det øvrige Italien. Tilsvarende kendes der ikke offentlige bygninger i Italien finansieret af Marcus Aurelius og hans søn Commodus (180–192 f.Kr.) og kun ganske få, der er betalt af privatpersoner eller byer.

Sådanne kvantitative betragtninger, der baserer sig på antallet af indskrifter, er metodisk set meget usikre som påpeget af flere kritikere. For det første er det kun en forsvindende del af de antikke indskrifter, som er bevaret i dag. Det kan derfor være helt tilfældigt, at der mangler indskrifter i en bestemt periode. For det andet er det uhyre vanskeligt at datere indskrifter meget præcist, hvis de ikke indeholder en tidsangivelse. For det tredje var det kun forholdsvis få teglsten, som blev stemplet, og indholdet varierede fra producent til producent. For det fjerde har nye indskrifter ændret billedet af de manglende indskrifter i Rom, og samlet set er der bevaret flere indskrifter fra Marcus Aurelius’ regeringstid end Hadrians (117–138 e.Kr.), hvor ingen vil tale om en økonomisk krise. Endeligt kan der ikke konstateres nogle ændringer i antallet af indskrifter fra Roms havneby Ostia, så derfor har debatten i de seneste år koncentreret sig om papyrus fra Ægypten i denne periode og en række orakelsvar fra Apollon-helligdommen i Klaros.

SFINX pest klaros

Apollon-helligdommen i Klaros går tilbage til 500-tallet f.Kr., men fik sin blomstringsperiode i tidlig kejsertid. Oraklet blev besøgt af delegationer fra mange byer i det østlige Middelhavsområde, og gudens svar kan blandt andet findes så langt borte som i Ægypten. Foto: Wikipedia.

 

10 mere eller mindre enslydende latinske votivindskrifter rejst til ære for ”Guderne og Gudinderne,” på latin Diis Deabusque, er fundet forskellige steder i Romerriget. Fundstederne strækker sig fra Vercovicium ved Hadrians mur i England over Spanien og Italien til Banasa i det nuværende Marokko. Andre indskrifter stammer fra Kroatien og Makedonien, mens den østligste indskrift er fundet i det centrale Anatolien i Tyrkiet. Indskrifterne indeholder forskrifter givet af helligdommen i Klaros i det vestlige Tyrkiet, der var berømmet for sine orakelsvar. Byerne blev ikke kun pålagt at rejse statuer af Apollon, der allerede hos grækerne var kendt både som en pestspreder og helbreder, men byerne skulle også afholde renselsesceremonier og sonofringer. Alt dette peger i retning af en pestepidemi, men ingen af indskrifterne kan ud fra bogstavsformer og formuleringer dateres mere præcist end 100- og 200-tallet e.Kr. Nogle forskere har derfor forbundet dem med kejser Caracallas sygdom i 213 e.Kr., hvor mange guder blev påkaldt i håbet om helbredelse. 

De mange velbevarede papyrus fra Ægypten gør, at denne provins ofte er den bedst belyste i Romerriget. Det gælder også den antoninske pest, og at dømme ud fra bevarede skatteregnskaber synes befolkningstallet i flere landsbyer at være faldet op til 90 % mellem 159 og 180 e.Kr. I en enkelt landsby døde en tredjedel af den voksne mandlige befolkning i løbet af få uger i januar og februar 179 e.Kr. Nogle steder synes det voldsomme fald i befolkningstallet dog ikke at være forårsaget af pesten, men derimod af indbyggernes flugt fra uro og gentagne overfald. Lønstigninger og forbedrede vilkår for forpagterne på landet antyder imidlertid, at pesten betød en – i hvert fald midlertidig – arbejdskraftmangel i landbruget i Ægypten.  Det er imidlertid vanskeligt at vurdere, om forholdene i Ægypten kan sammenlignes med andre dele af Romerriget.

Det var hæren, som bragte pesten ind i Romerriget, og den fortsatte med at være hårdt ramt. Legionslejrene fungerede nærmest som en slags epicentre i pandemien, således som Galen beskriver det. Indskrifter antyder også store problemer med at hverve nye rekrutter omkring 170 e.Kr. til de legioner, som var stationeret langs Donau-grænsen.

Romerrigets fald?

Debatten om omfanget af den antoninske pest er på mange måder eksemplarisk for problemerne med at skrive antikkens historie, hvor kildematerialet som oftest er meget begrænset. Risikoen for cirkelslutninger er stor, og fortolkningen af de enkelte kildegrupper bliver alt for let afhængigt af undersøgelsens udgangspunkt. Diskussionen hænger desuden uvægerligt sammen med pandemiens langsigtede konsekvenser for Romerriget. Minimalisterne har gerne nedtonet disse, selv om hærens styrke synes reduceret som følge af epidemien, og Rom de næste mange århundreder måtte udkæmpe hårde kampe ved Donau- og Rhingrænserne for at holde germanske stammer ude. Maksimalisterne har på deres side påpeget, at 200-tallet på de fleste områder var en krisetid, der fuldstændig forandrede Romerriget.

Epidemiens nøjagtige omfang vil nok aldrig blive kendt, og kun ét synes sikkert: den fik vidtrækkende følger, selv om de ikke helt kan sammenlignes med konsekvenserne af Den sorte Død i middelalderen.

 

Forslag til videre læsning:

R.P. Duncan-Jones, The Impact of the Antonine Plague, Journal of Roman Archaeology 9 (1996), 108-136.

C. Bruun, The Antonine Plague in Rome and Ostia, Journal of Roman Archaeology 16 (2003), 426-434.

E. Lo Cascio (red.), L’impatto della ‘peste antonina’, Bari 2012.

 

  • Forlaget Orbis SFINX abonnement tilbud

    Tidsskriftet SFINX Årsabonnement: INTROTILBUD nye abonnenter. Kun 100 kr. Spar 245 kr.

    Tidsskriftet SFINX fortæller om Europas, Mellemøstens og Nordafrikas fælles historie og kulturelle relationer. Fra de første mennesker slog sig ned omkring Middelhavet, helt frem til vores egen tid.

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.