Undtagelsestilstanden – mellem demokrati og diktatur. Agamben og pesten i Milano 1630

Francesco Salviati, Il Tempo Opportuno (1543–45), Sala dell’udienza, Palazzo Vecchio, Firenze. Klassisk fremstilling af den mytologiske Kairos-figur, der viser en vinget og rapfodet mandperson, der bærer en vægt, har en hårlok i panden og er skaldet i nakken. At man er i stand til at gribe hårlokken, når Kairos kommer én i møde, betyder, at man er i stand til at gribe øjeblikket og fange vendepunktet. Misser man, og er Kairos først løbet forbi én, er der kun den skaldede nakke, hvor der ikke er noget at gribe fat i.

 

Af Gert Sørensen, dr. phil., seniorforsker, Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, Københavns Universitet

Ingen havde rigtigt set det komme, da Covid-19 helt uventet tvang os til at give afkald på mange af vore daglige bekvemmeligheder. Herregud, en almindelig influenza var den første reaktion, som der vel var råd for med den videnskab og det beredskab, vi har til rådighed. Den første beroligelse blev dog snart afløst af en bekymring over, at noget var blevet overset. Det var ikke en superintelligent og militært overlegen fjende, vi blev konfronteret med. Her stod man over for et genom uden hjerne, et stykke utæmmeligt natur, der var komplet ligeglad med forhandlinger og alle samfundets kategorier for godt og ondt og for rigtigt og forkert.

Det stod klart, at organismen gik sine egne uforudsigelige veje, muterede og satte farten op med det resultat, at pludselig steg antallet af smittede og døde, og tiden løb fra os. Den vante tid, vi kender som Kronos, dagligdagens rutineprægede fremadskriden i velkendte og forudsigelige mønstre, blev afbrudt. Trygheden omkring os blev med ét suspenderet for at give mere plads til et andet tidsbegreb, Kairos, tiden med dens træk af stadige ryk og accelerationer, som de gamle grækere introducerede ud fra en grundforståelse af, at tiden også kunne forpasses, hvis ikke man greb øjeblikket og gjorde det rigtige dér, hvor de store valg skulle træffes. Det kan hurtigt blive for sent, har vi måttet sande, hvis ikke man får diagnosticeret en epidemi i tide og gør, hvad der skal gøres.

Pesten i Milano

Ret beset burde der ikke være noget nyt i det. Men alligevel er det indtrykket, at vi har glemt, hvor skrøbelige og porøse vore indretninger egentlig er. Den erfaring, som de europæiske samfund tidligere havde gjort med de hyppigt tilbagevendende pestperioder er simpelthen forsvundet fra vort kollektive kulturelle beredskab. Når man i dag ser Covid-19 hærge store dele af Norditalien, er det nærliggende at genlæse de intense kapitler, som Alessandro Manzoni vier pesten i Milano i 1630 i sit hovedværk, klassikeren I Promessi Sposi (De Trolovede) fra 1840-42. Det er en historisk roman, der er henlagt til dengang, Milano og Lombardiet var under spansk herredømme og Trediveårskrigen gik hærgende igennem Europa. De kapitler, der er helliget soten, udgør på mange måder et afbræk fra romanens almindelige plot. Men de opruller et rædselssceneri uden sidestykke, der fremstår så meget mere autentisk, da de bygger på samtidige beretninger fra historikeren Giuseppe Ripamonti. Denne var ellers tidligere havnet i Modreformationens fængsel for at have tilføjet flere sider i sin bog om Milanos kirkehistorie (Historiarum Ecclesiae Mediolanensis libri, 1617), der tilsværtede nogle af kirkens mænd. Anklagen lød, at det havde gjort, efter at kirkens censurmyndighed havde givet deres samtykke. Det var en mand af denne kaliber, som Manzoni støttede sig til, samtidig med at han heller ikke undlod at ledsage sin fremstilling med sine egne nøgterne betragtninger over menneskenes ubesindighed og dårskab.

2663 SFINX Undtagelse Gonin

Til Manzonis La storia della colonna infame, der oprindelig skulle have været et kapital i I Promessi Sposi, men fik en selvstændig udgivelse i 1840. Tegningen er af Francesco Gonin og viser den skamstøtte, der i 1630 blev rejst over embedsmanden Guglielmo Piazza og barberen Gian Giacomo Mora, der blev dømt for at være smørere og henrettet efter de grusomste metoder. Senere blev det en skamstøtte over et retssystem, der havde dømt to uskyldige. Søjlen findes ikke længere.

 

De sundhedsmæssige og sociale dynamikker følger i Manzonis minutiøse beskrivelser et forløb, der på nogle punkter i forbavsende grad fremviser ligheder med, hvad vi ser i dag. De første tegn på sygdom brød ud i byen Chiuso ved Bergamo i oktober 1629. Sundhedsrådet i Milano blev orienteret men skred ikke til handling med henvisning til, at det nok handlede om de sædvanlige sygdomme fra krigens omstrejfende lejesoldater. Andre pegede på dunsterne fra de mange lokale sumpområder. Man valgte dog til sidst at sende to læger til de ramte områder, bl. a. en vis Alessandro Tadino, hvis indberetning den nævnte Ripamonti da også hyppigt citerede. Her blev de mødt af foruroligende dødstal og øde landbyer, som beboerne havde forladt. Først den 30. oktober tog Sundhedsrådet initiativ til at lukke Milanos porte for folk udefra uden tilladelser. Men man skulle helt frem til den 23. november, før beslutningen blev omsat til konkrete foranstaltninger. Da var situationen allerede ude af kontrol. Flere havde allerede skaffet sig falske sundhedsattester og fik derfor alligevel adgang til byen. Den spanske guvernør Ambrogio Spinola foretog sig heller ikke noget. For ham var krigen en vigtigere prioritering. Han fandt heller ikke anledning til at aflyse festlighederne i anledning af den spanske konge Filip IV’s førstefødte søns fødsel.

Man fandt dog frem til en formodet patient 1, der bekræftede den høje risiko, som de grænseløse krige udsatte befolkningerne for. Det var angiveligt en italiensk lejesoldat i spansk militærtjeneste, der skulle være kommet ind i Milano med en bylt tøj, som han havde købt eller stjålet fra en tysk soldat. Denne person blev sammen med sin familie prompte isoleret i sit hus, mens smittesporet blev fulgt tilbage til lazarettets sygeplejersker og til de venner, han havde været i kontakt med. Befolkningen var imidlertid endnu ikke indstillet på at betegne soten som pest og reagerede derfor med tilråb og stenkast, når lægerne viste sig på gaden, hvad der gjorde det svært at få budskabet om sygdommens sande karakter igennem.

Befolkningen måtte til sidst give sig og erkende, at det var en dødelig pestepidemi. Men, som Manzoni skriver, blindheden over for virkeligheden og den stædige fastholdelse af et forkert sygdomsbillede har sin egen måde at tage hævn på, når det viser sig ikke længere at holde. Hvor det før var ‘eksperterne’ og deres sparsomme forholdsregler om karantæne og isolering, som vreden og raseriet blev rettet imod, opfandt folkemængden et nyt fjendebillede: smørerne (it. untori). Man begyndte nemlig at kunne se noget hvidgult smøreri på husenes mure og døre og mente, at der var nogen, der med ondt i sinde havde smurt en gift ud for ad den vej at sprede smitten (la. pestis manufacta). Folkedommen lød nu, at smitten ikke blev spredt ved kontakt, som den enkelte var uden skyld i, men ved en velovervejet og per definition kriminel handling, der skulle straffes. Mistanken blev rettet mod de fremmede, der i forvejen skilte sig ud ved at være anderledes klædt, eller det kunne være ligbærerne, der gerne ville have fortsat gang i deres forretning. Konspirationsteorier kom hurtigt i omløb: Måske var det franske Ludvig XIII’s førsteminister Richelieu, der stod bag med skumle planer om at lægge Milano øde.

Kirken omgik alle foranstaltninger med Sundhedsrådets stiltiende accept og mente sig kaldet til at arrangere en procession rundt i byen med Sankt Carlo’s lig i håb om at dæmpe smitten og Guds vrede. Det gjorde bare ondt værre, hvilket så bekvemt blev forklaret ved, at smørere havde udnyttet lejligheden til at infiltrere i optoget. Som vor fortæller konkluderer, når “alle øjne står på stilke” og man i øvrigt er overbevist om, at fænomenet ‘smører’ eksisterer, så vil man også kunne finde nogle skyldige, der aldrig vil kunne unddrage sig ”mistankens gennemborende blik”. Den socialpsykologiske adfærdsform bag en sådan intensiv overvågning og hastig ekskludering får i sin yderste konsekvens, her i Manzonis analyse, det resultat, at det kollektive “vanvid” tog til, mens “den indbildte fare knugede sindene meget mere end den virkelige fare”. Ripamonti skriver resignerende, at selv om byen var én stor begravelse, så “var der noget, der var endnu mere modbydeligt i dette gensidige had, i den vildskab og det vanvid af mistanke. Ikke bare naboen, vennen, gæsten mistænkte man; men de navne, de bånd, som den menneskelige kærlighed har dannet, mellem mand og hustru, mellem fader og søn, mellem broder og søster, var fulde af frygt. Og hvor frygteligt og nedværdigende er det ikke at sige det, selv familiebordet og ægtesengen frygtede man som et baghold, som skjulesteder for forgiftning”. Dertil kommer, at der også bliver lagt gift ud for ‘sandheden’ om smittespredningen og ‘den sunde fornuft’, der, som Manzoni må indrømme, i sådanne tider har svært ved at trænge igennem over for ‘den offentlige mening’.

2663 SFINX Undtagelse Gampen

Gavlmaleri af Agamben.

 

Undtagelsestilstanden

Det kan naturligvis ikke undre, at andre faglige discipliner end lægevidenskaben melder sig med tanker og idéer om Covid-19 og mener at kunne bidrage til en samlet diagnose. Man kan hævde, at en sygdomsbeskrivelse har andre aspekter end det snævert medicinske. Det kan motivere et ønske om at korrigere den privilegerede adgang, som epidemologerne i dag har til politikerne, når deres og kun deres viden lægges til grund for de trufne beslutninger. Man bemærker, at selv økonomiske ‘vismandsrapporter’, der ellers åbner nogle dystre perspektiver for samfundsøkonomierne, nok kan fange politikernes opmærksomhed, men slet ikke – indtil videre – i samme omfang som tidligere, da budgetkravene og markedsligningen dikterede kursen. Efter at visse populistiske kredse har haft travlt med at så tvivl om videnskabens advarsler, kan der være noget befriende i, at coranakrisen har genskabt dens autoritet i hvert fald på det lægefaglige område. Men for en meget ombejlet italiensk filosof som Giorgio Agamben kan det også blive for meget, fordi det kan give politikerne for megen magt og munde ud i udemokratiske foranstaltninger.

Det er næppe tilfældigt, at Agamben i sine analyser af den aktuelle situation tager afsæt i Manzonis klassiske beskrivelse, som alle italienere kender fra deres skolepensum. Agamben trækker imidlertid også på sine egne studier over undtagelsestilstanden og reduktionen af mennesket til det nøgne liv, som de tyske koncentrationslejre henviste individet til. I den hensende forstod nazismen at skabe deres egne fjender og dermed identificere deres egne ‘smørere’.

Der ligger her nogle dybereliggende kulturhistoriske erfaringer, som Agambens samler op i sine foruroligende refleksioner. Men hvordan passer hans diagnoser ind i det aktuelle sygdomsbillede? Umiddelbart peger de mange tiltag mod den omsiggribende virus på, at vor demokratiske samfundsorden er godt på vej ind i en undtagelsestilstand, hvor vore frihedsrettigheder langsomt ophæves, uden at vi ved hvor længe. Agamben slår selv ned på den italienske regerings dekreter for oprettelse af karantænezoner, de såkaldte røde zoner i Lombardiet, der snart omfattede hele Lombardiet, inden hele Italien blev lukket ned. Dertil føjedes udgangsforbud, forbud mod demonstrationer, politiske møder og religiøse forsamlinger, lukning af universiteter, skoler, børnehaver, museer og biblioteker.

I det videre ræsonnement konkluderer Agamben, at disse vidtgående foranstaltninger uundgåeligt vil skabe en kollektiv tilstand af frygt og panik, der kan løbe løbsk, fordi “en af de mest umenneskelige konsekvenser af den panik, som man med alle midler spreder i Italien i anledning af den såkaldte coronavirus epidemi, ligger i selve idéen om smitte, der danner grundlaget for de af regeringen vedtagne ekstraordinære undtagelsesforanstaltninger”. Agamben er med rette blevet kritiseret for at brugen ordet ‘såkaldt’ om epidemien og gøre selve idéen om smitte til det egentlige problem. Det implicerer jo, at epidemien ikke er så alvorlig som almindeligt antaget. Filosoffen har da også en tendens til at sammenligne Covid-19 med andre mindre farlige former for influenza. Det er indlysende, at var det tilfældet, ville de indførte foranstaltninger være stærkt overdrevne. Men det er imidlertid denne præmis, som anfægtes, da sygdommens alvor og ukendskabet til dens potentiale kræver usædvanlige indgreb. Det svækker lidt Agambens argumentation.

2663 SFINX Undtagelse Kina

Kinesiske arbejdere. Medarbejdere spiser frokost halvanden meter fra hinanden på en fabrik i den kinesiske Hubei-provins. (Foto: Yi Xin © Scanpix)

 

På den anden side peger han også på den forskudte følgeslutning, der ligger i, at der ikke altid vil være overensstemmelse mellem årsagen (epidemiens grad af farlighed), målet (epidemiens bekæmpelse) og de lægefaglige og sociale midler, der bringes i anvendelse til epidemiens bekæmpelse. Det bevidner udviklingen i Viktor Orbáns Ungarn, hvor der næppe er nogen rimelig sammenhæng mellem landets forholdsvise lave smittetal og vedtagelsen af tidsubestemte magtbeføjelser til regeringslederen. Og dermed er vi igen tilbage ved spørgsmålet om de politiske valg og hensyn, der hele tiden skal træffes og tilgodeses, og som beslutningstagerne heller ikke på forhånd kan være sikre på også fører til det ønskede resultat og endegyldigt udelukker en katastrofekurs, der bare gør tingene værre. Til forskel fra det 17. århundredes førmoderne samfund, hvor pøblen var henvist til rygter og havde en indbygget mistillid til magthaverne, og alle betingelser derfor var til stede for at skabe panik, har et moderne demokrati i hvert fald mulighederne for – og så længe undtagelsestilstandens suspendering af elementære demokratiske rettigheder ikke også omfatter tale- og pressefriheden – at holde befolkningen informeret om de lægefaglige, sociale og mentale aspekter af den løbende nedlukning og om kriterierne for en genåbning. Der kan fortsat stilles kritiske spørgsmål til de trufne beslutninger og deres rationale.

Det skal dog holdes op mod, at der på de sociale medier som en digitaliseret opdatering af gammelkendte fænomener som rygtedannelse og smædekampagner cirkulerer informationer, der ønsker at skabe misinformation for ad den vej at skabe mistillid og frygt ikke bare til myndighedernes dispositioner men også i forholdene mellem menneskene indbyrdes. Det gør Manzonis kapitler til et enestående lærestykke på langs af kulturhistorie og tidsforskelle, der kan minde os om de altid skrøbelige balancer mellem viden og fordom, individ og institution, demokrati og diktatur, som vore valg kan fare vild i men også genvinde grebet om.

 

Forslag til videre læsning

Agamben, Giorgio, “Contagio”. I Quodlibet, 11. marts 2020.

Leven, Karl-Heinz, “Poisoners and ‘plaque-smearers’”. I The Lancet, December 1999.

Manzoni, Alessandro, I Promessi Sposi, 1840–42 (da. overs. ved Ester Nyholm, Renzo og Lucia, København: Nyt Nordisk Forlag, 1966) hvorfra der her oversættes).

Ripamonti, Giuseppe, Iosephi Ripamontii canonici scalensis chronistae urbis Mediolani de peste quae fuit anno MLCXXX. Libri V desumpti ex annalibus urbis quos LX decurionum autoritate scribebat, Mediolani, apud Malatestas, Regios a Ducales Typographos, 1640.

 

  • Forlaget Orbis SFINX abonnement tilbud

    Tidsskriftet SFINX Årsabonnement: INTROTILBUD nye abonnenter. Kun 100 kr. Spar 245 kr.

    Tidsskriftet SFINX fortæller om Europas, Mellemøstens og Nordafrikas fælles historie og kulturelle relationer. Fra de første mennesker slog sig ned omkring Middelhavet, helt frem til vores egen tid.

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.