• Home
  • Nyheder
  • NYHED! Archimedes – Naturvidenskab som kulturarv

NYHED! Archimedes – Naturvidenskab som kulturarv

Claus Glunk, Bonnie Hegner og Chr. Gorm Tortzen

 

I Den Store Danske Encyklopædi bliver begrebet kulturarv defineret som ”kul­turprodukter, der i særlig grad udgør et lager for menneskelig erfaring, og som derfor tvinger til eftertanke og er med til at forme en kulturel identitet. Kulturarv omfatter alt, hvad mennesket har efterladt sig gennem tiderne: strukturer, konstruktioner, bygningsgrupper, bopladser, grave og grav­pladser, flytbare genstande og monumenter og den sammenhæng, hvori disse spor er anbragt. Det vil sige hele samfundsudviklingen frem til i dag.”

Kulturprodukterne kan være materielle og fx omfatte malerkunst, arkitektur, litteratur og musik, men kan også være immaterielle så som egnsretter og folkeviser. Fælles for dem er, at de traditionelt har været at finde inden for den litterære-æstetiske kultur, mens naturvidenskaberne og matematikken har været fraværende. Men man kan med ligeså god ret hævde, at naturvidenskabelige erkendelser og teorier ”udgør et lager for menneskelig erfaring og derfor tvinger til eftertanke og er med til at forme en kulturel identitet.”

Der er givetvis flere årsager til dette fravær, men én årsag kunne være, at kulturarvsbegrebet ofte er set i en national kontekst, mens naturvidenskabelige erkendelser fører til universelle teorier og derfor selv sagt er grænseløse; men det ændrer ikke ved, at naturvidenskaben igennem ca. 2.500 år har præget og i visse tilfælde afgørende formet vores kultur og samfundsudvikling. Og som i mange andre tilfælde skal vi til antikken for at finde de første universelle teoridannelser; der var taget flere tilløb inden for naturfilosofien fra ca. 500 f.v.t., og ved lærdomsinstitutionen Museion i Alex­andria med dertilhørende bibliotek har der siddet videnskabsfolk, som beskæftigede sig med matematiske tankesæt, og netop dér sad Euklid i begyndelsen af 200-tallet f.v.t. og samlede og redigerede den eksisterende viden til en konsistent geometri i sine Elementer.

Euklids geometri har via afskrifter været kendt i den græsktalende verden blandt lærde folk og har derfor været et velkendt fundament for Archimedes fra Syrakus, som levede i midten af 200-tallet f.v.t, og som, hvad enten han arbejdede med matematiske, fysiske eller tekniske problemer, byggede på Euklids arbejde.

Archimedes adskilte sig fra andre græske videnskabsmænd ved både at beskæftige sig med teoretisk og anvendt matematik, og han blev derudover skaberen af den matematiske fysik samt af bl.a. hydrostatikken. Galilei viste sin faglige respekt for Archimedes’ teoridannelser og opfindelser ved at kalde ham ”den mest guddommelige” og ”overmenneskelig”, og når Newton udtaler, at han har stået på skuldrene af giganter, er det bl.a. Archimedes, han tænker på.

Selvom han blandt menigmand nok er bedst kendt for sin ingeniørkunst, som blev legendarisk i forbindelse med romernes belejring af Syrakus 213–212 f.v.t. samt skruen uden ende (Archimedeskruen), så er det hans matematiske teorier, som gør ham unik.

Det er bogens udgangspunkt, at Archimedes i høj grad har bidraget til europæisk kultur og samfundsudvikling, og at hans teorier og opdagelser er en del af vores kulturarv, som vi den dag i dag anvender og står i gæld til.

Bogen er ikke en biografi, da kilderne er for mangelfulde og ikke giver mulig­hed for at beskrive Archimedes’ liv, men en monografi, der behandler videnskabsmanden Archimedes og hans skrifter fra flere forskellige synsvinkler. Bogen er opbygget således, at kapitlerne 1–3 på forskellig vis introducerer læseren til Archimedes og hans tid, mens kapitlerne 4–12 hver især er skrevet som afrundede artikler, og man behøver ikke nødvendigvis at læse bogen som en fortløbende beretning. Bogen er ikke en matematikbog, men den kan godt læses som en matematikbog, ikke som en lærebog, men som en bog om en matematiker og hans matematik. Specielt kap. 8 Parablens kvadratur og kap. 9 Metoden tilgodeser læsere, som har glæde ved matematiske beviser, men som den romerske embedsmand Frontinus skriver i en temmelig teknisk afhandling om akvædukter: ”De, der har nok i det samlede resultat, kan springe detaljerne over”, og disse ord gælder også for denne bog.

Det skal understeges, at den moderne måde at fremstille antikkens matematik og antikkens egen måde at gøre det på adskiller sig drastisk fra hinanden. I antikken benyttede man en geometrisk fremstilling, som et moderne menneske ikke ville forstå, eller i det mindste kun med største besvær. Tilsvarende udtrykker vi os i dag på en måde, som datidens videnskabsmænd ikke ville forstå. Forskellen er, at vi i dag benytter symboler og ligninger (vi udtrykker os algebraisk), mens man den gang udtrykte sig geometrisk: Når man i antikken eksempelvis taler om ”at kvadrere”, mener man ”at konstruere et kvadrat”, hvor vi i dag mener at gange et tal med sig selv. I denne bog benyttes den moderne fremstilling.

Bogens oversættelse af dele af Metoden er den første til dansk. Den bygger på en kombination af J.L. Heibergs udgave (1907) og den gengivelse af Reviel Netz’ midlertidige udgave af det nyligt dechiffrerede håndskrift, som imidlertid ikke giver en læselig tekst på grund af mange fejl. Disse fejl så og rettede Heiberg (nogle bedre end andre), og indtil Netz og hans medarbejdere udgiver en definitiv læsetekst, må man selv stykke de nye opdagelser ind i den gamle tekstudgave. Oversættelsen afviger derfor på flere punkter fra de eksisterende, som kun benytter Heibergs tekst. (Uddrag af forordet til Archimedes)

Køb Archimedes >

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.