Antikkens Aquileia. Fra verdensby til landsby

Fra klokketårnet i Aquileias midte får man let indtryk af byens beskedne udstrækning og et af de mange udgravningsfelter ses tydeligt. Foto Morten Warmind.

Af Morten Warmind, lektor ph.d., Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, KU

Idag er Aquileia en lille landsby med ca. 3.500 indbyggere ca. tre kilometer fra Adriaterhavet, som man kan nå frem til med bus, eksempelvis fra stationsbyen Cervignano del Friuli. Når man nærmer sig byen kan man ikke undgå at bemærke, at der i den umiddelbare omegn er den ene udgravning efter den anden, for her lå engang en verdensby, Romerrigets niendestørste by – en strategisk betydningsfuld flådehavn. En stor flod, Natisone, løb lige op ad bymuren og forbandt byen direkte med havet.

Aquileias historie

Byen blev grundlagt som latinsk koloni i 180 fvt. for at dominere de omkringboende keltiske folkeslag. Stedet har altid været et vigtigt handelspunkt, hvor råstoffer fra øst- og centraleuropa kunne forarbejdes og fragtes videre. I kejsertiden blev stedet set som idyllisk og digteren Martial påtænkte at tilbringe sit otium i egnen. Aquileias vigtige strategiske placering blev først helt tydelig da Marcus Aurelius i 198 gjorde den til kernen i forsvaret imod især de germanske folkeslag, som truede riget fra nord og øst. 

Det er dog faktisk i interne romerske stridigheder, at Aquileias betydning viser sig i historien. Første gang da Maximinus Thrax i 238 drog med sin hær fra Sirmium mod Rom, for at kvæle et oprør. Ved den lejlighed nægtede Aquileia at åbne sine porte for ham, og under den hårde og uventede belejring mistede Maximinus’ soldater tålmodigheden og dræbte ham.

Da Konstantin i 312 marcherede mod Rom lå vejen til Rom, og den endelige kamp mod Maxentius ikke åben, førend han havde besejret generalen Pompeianus ved Verona. Det var en vigtig brik i den sejr at Aquileia, som han belejrede, sammen med de andre norditalienske byer, gik over til ham.

Da Konstantin døde i 337 som enehersker over Romerriget, blev han efterfulgt af tre sønner: Konstantin, Konstans og Konstantius. Konstans var med 14 år den yngste og blev sat under formynderskab af Konstantin, som var 21. De to havde hver sin del af den vestlige del af riget, men der var hele tiden strid om fordelingen. Da Konstans nåede en alder af 18 år i løbet af 340, og nægtede at være under Konstantins formynderskab, gik Konstantin med sin hær ind i Norditalien. Konstans var i Dakien, men sendte elitetropper mod Konstantin. Netop ved Aquileia lykkedes det for disse at dræbe Konstantin. Konstans kunne i de næste ti år regere det vestlige rige i nogenlunde harmoni med sin bror Konstantius, der regerede den østlige del. 

I forbindelse med at Konstans blev dræbt under et oprør blev Konstantius’ halvfætter Julian udpeget til underkejser af Vestriget. Efter nogle sejre udnævnte Julians hær ham til kejser i 360. Konstantius nægtede at anerkende dette og Julian drog imod ham med sin hær. Igen kom Aquileias strategiske betydning til at spille en rolle. Aquileia støttede Konstantius og to af hans legioner søgte derhen. Julian lod 23.000 soldater belejre byen, men de kunne ikke indtage den. 

Situationen blev ikke løst førend Konstantius døde i 361, inden han havde mødt Julian på slagmarken. Da gik Aquileia over til Julian, og først da kunne han hævde at kontrollere det vestlige Romerrige. Imidlertid kom Julian af dage under sit persiske felttog i 363. 

Den sidste gang Aquileias strategiske betydning kan ses, var efter oprøret mod Gratian, der blev dræbt i 383 af Magnus Maximus, som regerede i det nordlige Europa med hovedstad i Trier indtil 388. Under et forsøg på at erobre Italien blev han presset og søgte naturligvis til Aquileia. Her overgav han sig, men blev alligevel henrettet af kejser Theodosius, der regerede den østlige del, og støttede Gratians halvbror Valentinian II mod Maximus. 

Den vestlige del af romerriget brød gradvist sammen efter år 400. I 452 angreb hunnerkongen Attila Aquileia og jævnede den nærmest med jorden. Den blev dog i nogen grad genopbygget, således at den kunne afbrændes endnu engang af Longobarderne i 590. Sådan gik det til at byen fuldstændig mistede sin betydning og nutidens landsby opstod.

Orbis Sfinx Aquileia Attila 800x600

Her ses resterne af Aquileias engang uindtagelige mure, som dog til sidst faldt for Attilas hunner. Foto Morten Warmind.

Basilikaen i Aquileia

Det er en unik situation for arkæologisk forskning at kunne udgrave én af de største romerske byer i Italien uden at skulle tage hensyn til en moderne by, som ligger ovenpå resterne. Af denne grund, og på grund af sin historiske rolle, er Aquileia en del af UNESCO’s verdensarv. Ud over de mange udgravningsområder i den moderne bys omegn, lægger den besøgende mærke til den enorme basilika med sit fritstående klokketårn, der kaldes en campanile. Den er fra 1031 og ombygget ca. 1379, men det er dog ikke egentlig bygningen, men dens meget ældre gulv som er den store seværdighed.

Orbis Sfinx Aquileia basilika 800x600

Den gotiske basilika med klokketårnet er i sin nuværende skikkelse fra 1379. Den er i sig selv meget smuk, men det er den tidligere bygnings gulv, der er den helt store seværdighed. Muren til højre fører til et ottekantet dåbskapel, som hører sammen med basilikaen. Det oprindelige dåbskapel lå omtrent mellem basilikaen og klokketårnet. Foto Morten Warmind.

Da Konstantin blev herre over det vestlige Romerrige udstedte han i fællesskab med Licinius, herren over det østlige Romerrige, i 313 en erklæring om, at de kristne skulle opfattes som en lovlig bevægelse og at deres ejendomme skulle returneres. Konstantin gik selv langt videre end dette og understøttede de kristne økonomisk. Det har muligvis været under indtryk af denne kejserlige velvilje at Aquileias biskop Theodorus besluttede at opføre et bygningskompleks, der kan kaldes det første daterbare lovlige kristne bygningsværk i Romerriget, hvis da ikke i verden. Selve Theodorus’ bygninger er forsvundne, men deres mosaikgulv er næsten helt bevaret. Det blev fundet under udgravninger i 1893–1905 og en stor del af det kan i dag ses i basilikaen, hvor det med sine ca. 750 kvadratmeter gør et imponerende indtryk. 

En biskop Theodorus af Aquileia deltog i konciliet i Arles i 314 og dette er baggrunden for at datere bygningen, for han er nævnt i en indskrift. Integreret i den meget store mosaik er en medaillon med et kristogram og den lidt indviklede indskrift: ”Theodore feli[x] [a]diuvante deo omnipotente et poemnio caelitus tibi [tra]ditum omnia [b]aeate fecisti et gloriose dedicasti.” Den oversættes normalt ”Lykkelige Theodorus, med hjælp fra den almægtige gud og flokken, som blev betroet dig af himlen, har du lykkeligt gennemført alt, og indviet det på ærefuld vis.” Udformningen tyder på, at Theodorus var død da indskriften blev udført. 

Orbis Sfinx Aquiliea mosaik kristogram 800x600

Midt i det store mosaikfelt med Jonas-historien er indskriften til Theodorus anbragt. Den er af høj kvalitet og man bemærker det fine kristogram – måske et nik til Konstantin, der just havde sejret i dette tegn og legaliseret kristendommen. Foto Morten Warmind.

Hans dødsår kendes ikke præcist, men sættes normalt til 319, og dette tidlige kristne kulthus stod således færdig tidligt i 320’erne. 

Man kan bemærke at den første kristne bygning lå tæt ved bymuren i en bydel med lagerbygninger – dette har næppe været et dyrt og attraktivt sted. Ser man på mosaikken som kunstværk, er den meget stor og billedrig, men ikke alle mosaikkerne er af stor kunstnerisk eller håndværksmæssig kvalitet. Alt dette tyder på, at den kristne menighed, flokken, der blev betroet Theodorus fra himlen, ikke har været økonomisk dominerende. På den anden side har det været et meget stort kompleks, med en grundplan der var en del større end den nuværende basilika. Det rummede to adskilte haller, som lå parallelt øst-vest, og et dåbskapel, et såkaldt baptisterium, som lå på tværs imellem dem. Basilikaen står nu over den sydligste af de to haller. 

Motiverne

Mosaikkerne er inddelt i felter, og de er meget forskellige. Man har foreslået at nogle skulle være lidt tidligere, og have hørt til en tidligere religiøs bygning, men det er næppe sandsynligt. Nordhallens gulv, der er af bedst kvalitet, men det dårligst bevarede, rummer udelukkende mosaikker af dyr, især fugle – mennesker i stort tal finder man derimod i sydhallen , der også er fyldt med kristne symboler. Det store felt i østenden er især opsigtsvækkende. En kæmpestor marinescene med fisk, havdyr, bølger og både og nøgne mænd, der dyrker forskellige former for fiskeri. Midt i denne mosaik er den førnævnte indskrift til Theodorus anbragt. To vigtige kristne fortællinger udspilles på denne baggrund. Den ene er et netfiskeri i midterdelen, der illustrerer Peters fiskedræt, og den anden er historien om Jonas, der til venstre fodres til havuhyret og i midten spyttes ud, så han kan ligge og hvile ud under græskar, i en stilling som kunsthistorisk set er lånt fra afbildninger af Endymion. Netop disse Jonasmotiver er overordentlig velkendte fra kristen katakombe- og sarkof-agkunst. 

Orbis Sfinx Aquileia jonas mosaik 800x600

Mosaikgulvet lå over en meter under det oprindelige gulv – bemærk trappen øverst til højre. Man ser her Jonas sove under græskarplanten, i den karakteristiske hellenistiske sovestilling, med den ene arm over hovedet. Til venstre anes scenen hvor han bliver spyttet ud af havuhyret – man ser hans overkrop. Foto Morten Warmind.

Hvorfor Jonas? Hans ophold i havuhyrets bug i tre dage er naturligvis let at forstå som en præfiguration på Jesu død og opstandelse, men faktisk nævner Jesus selv Jonas: ”En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.” (Matt, 12, 39–40). Det er ikke så ofte at Jesus direkte henviser til det Gamle Testamente, og det er klart at det er blevet tillagt ekstra betydning.

De øvrige mosaikker kan og skal formentlig tolkes symbolsk, og det vil føre for vidt at komme ind på dem alle, men det skal kort omtales hvorfor der ligger så stor en basilika-kirke, oprindeligt fra 1031 i en by, der nærmest forsvandt i 500-årene. Aquileia kom nemlig til at spille en hovedrolle i et skisma indenfor den kristne kirke i 550’erne. Under ledelse af byens biskop, brød en del biskopper fra Istrien og Norditalien med Rom, og ved den lejlighed antog Aquileias biskopper titel af patriark. Selv efter afslutningen af skismaet i 723 blev denne titel bevaret. Forløbet er indviklet, men både skismaet og longobardernes erobringer medførte at der var hele to patriarker af Aquileia – den ene med residens i det nærliggende Grado. I denne sammenhæng er hovedsagen at den store basilika skulle udtrykke patriarkens magt og rigdom, samt Aquileias – fordums – betydning. 

Orbis Sfinx Aquileia foenix 800x600

Denne fine fugl fønix stammer fra museet for tidlig kristen kunst i Aquileia – i kristen sammenhæng er den et stærkt symbol på opstandelsen. Foto Morten Warmind.

De mange store udgravninger i omegnen af det moderne Aquileia har naturligvis afstedkommet en meget stor mængde fund. Nogle af disse kan ses på Museo Archeologico Nazionale di Aquileia. Der er også et glimrende museum (Museo paleocristiano di Monastero) for tidlig kristen kunst i ruinerne af en anden tidlig basilika (fra 345) – også med et mosaikgulv – dog mindre velbevaret. 

Download artiklen som den så ud i SFINX >

Bestil abonnement på Tidsskriftet SFINX. 345 kr., 4 numre årligt >

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.