Recep Tayyip ’Atatürk’

Ny tyrkisk syntese: Erdogan og Atatürk.

 

Af Mogens Pelt, Lektor dr.phil. Saxo-Instituttet, Københavns Universitet

I de bevægede dage efter det mislykkede militærkup fredag den 15. juli 2016 oplevede tyrkerne deres præsident Recep Tayyip Erdogan i en rolle, de kun sjældent ser ham i: Han bad om tilgivelse – Guds og folkets tilgivelse for at havde ladet sig føre bag lyset af Gülen-bevægelsen og for ikke tids nok at have forstået dens dunkle hensigter.

Ifølge Erdogan er kuppets bagmand Fetullah Gülen, imam og leder af en religiøs bevægelse, der tæller sine folk i millioner alene i Tyrkiet: Fra sit eksil i Pennsylvania skulle Gülen havde aktiveret bevægelsens ’sovende celler’ i det tyrkiske militær med en ordre om at gå i aktion mod regeringen. Erdogan står ikke alene med den forståelse. Den deles af et overvældende flertal af landets medier uanset politisk ståsted; og af to af landets tre oppositionspartier, CHP og MHP. CHP er det største oppositionsparti og bæreren af traditionen fra Atatürk, mens MHP ser det som sin vigtigste rolle at værne om den tyrkiske nations enhed og er kendt for sin militante fjendtlighed mod at tillade kurdisk sprog og kultur adgang til det offentlige rum.

Denne brede enighed er et særsyn. Tyrkisk politik kendetegnes ellers ved en uforsonlig polarisering, især mellem Erdogans AK-parti og CHP.

Erdogan-Gülen alliancen

Men CHP forstår ikke, hvorfor Erdogan først er nået til den erkendelse nu: ’Vi har advaret mod Gülens penetration af staten i årevis.’ Det er almindeligt kendt, at Erdogan og Gülen-bevægelsen var nært allierede. Ahmet S¸ık’s medfart er et levende vidnesbyrd herom: Den 3. marts 2011 blev han hentet fra sit hjem og ført bort af politiet. S¸ık er en velkendt skribent med ståsted på venstrefløjen, og arrestationen skete umiddelbart inden udgivelsen af hans bog Imamens Hær. Værket er en kortlægning af Gülen-bevægelsens årelange bestræbelser på at infiltrere landets militær og statsapparat – herunder det samme politi og justitsvæsen, som lod S¸ık arrestere. Ikke alene blev bogen forbudt og beslaglagt. Det blev også strafbart at besidde den. Men Imamens Hær fik sit eget liv alligevel. Den blev lagt på nettet og spredte sig viralt. Den blev læst og diskuteret og har bidraget til at demonstrere Gülens klare fornemmelse for magt og forståelse af, hvor den reelt ligger: I statens ikke-valgte institutioner. Det var netop dette aspekt, der oprindeligt førte Erdogans AK-parti og Gülen-bevægelsen sammen.

Gamle venner og dødsfjender i dag: Erdogan og Fetullah Gülen blev allierede i slutningen af 1990’erne med et fælles mål om at erobre statsinstitutionerne fra det gamle regimes folk, kemalisterne.

Gamle venner og dødsfjender i dag: Erdogan og Fetullah Gülen blev allierede i slutningen af 1990’erne med et fælles mål om at erobre statsinstitutionerne fra det gamle regimes folk, kemalisterne.

Atatürks Tyrkiet

Den tyrkiske republik er født i kamp – i kamp om kontrol af staten og i kamp om at definere, hvad det skulle betyde at være tyrker. Dens grundlægger, Mustafa Kemal – siden kendt ved sin hæders­titel ’Atatürk’ dvs. tyrkerens fader – etablerede en et-partistat, og styrede landet med hård hånd efter stramme ideologiske retningslinjer – kendt som kemalismen. Mange af republikkens magtfulde mænd havde desuden en fortid i den radikaliserede del af det ung-tyrkiske regime, der stod for befolkningspolitikken under og umiddelbart efter 1. Verdenskrig. Principperne for in- og eksklusion var simple og blev implementeret brutalt. Med det armenske folkedrab i 1915 og befolkningsvekslingen i 1923 mellem Grækenland og Tyrkiet fik man reduceret andelen af kristne til en bagatel og skabt et stort flertal af muslimer. Det var ud af denne nye befolkningssammensætning, republikkens fremtidige borgere skulle skabes. Næste skridt var at gøre tyrkere ud af muslimer. Kurderne skulle derfor assimileres, anerkende nationens enhed og tage den tyrkiske kultur til sig. Hvad tyrkisk kultur betød, bestemte kemalisterne. De fremhævede det tyrkiske sprog, og en fælles fortid, som postuleredes at udspringe af et mytisk tyrkisk før-islamisk ur-hjem, mens man nedtonede den osmanniske fortid og betydningen af Islam. Hermed opstod der endnu en eksklusion, som samtidigt skabte modstand i brede lag af befolkningen.

Modstand mod kemalismen og militærets reaktion

Modstanden manifesterede sig i den opbakning, som bragte Adnan Menderes og hans parti, DP, til magten ved de første frie valg i 1950 og sikrede ham genvalg de følgende år. Mens Atatürks gamle parti, CHP, blev sat uden for indflydelse, brugte Menderes sin magt til at justere på den kemalistiske stat. Ikke ulig, hvad Erdogan har gjort senere, tillod han islam og osmannisk tradition en mere fremstående plads i det offentlige rum. Han begyndte ligeledes at udrense et-partistatens magtelite fra administrationen og fængsle kritiske journalister, ligesom han reducerede militærets politiske magt. Menderes ville formodentligt have fortsat sit projekt, hvis ikke militæret havde afsat ham i 1960 og arresteret regeringen, hele parlamentsgruppen samt tusindevis af medlemmer af DPs provinsafdelinger. Mens CHP støttede militærregimet, blev Menderes dømt for brud på grundloven og for at have undergravet Atatürks principper – og siden hængt sammen med to af sine nærmeste folk.

Orbis Sfinx Adnan Menderes henrettes 800x600

Adnan Menderes på skafottet: Tyrkiets første folkevalgte premierminister blev dømt til døden og henrettet for brud på grundloven og for at have undergravet Atatürks principper. Hans banemænd var det nye regime, der kom til magten ved et militærkup den 27. maj 1960.

Orbis Sfinx 1960 kuppet tyrkiet 800x600

Hyldest til 27. maj-1960-kuppet på etårsdagen: Teksten lyder: ’Glædelig 27. maj fest.’ I midten af billedet ses Atatürk iklædt toga flankeret af en soldat, personifikationen af militæret, som i de efterfølgende mange årtier fungerede som en selvbestaltet beskytter af Atatürks principper.

Det skabte ondt blod og spaltede tyrkisk politik mange år frem i tiden. Mens Erdogan taler om Menderes som en martyr for demokratiet, fremstiller kemalisterne ham som en diktator. Overhovedet indvarslede kuppet en ny orden i politik og samfund. Gennem dominans i de ikke-valgte institutioner blev det muligt for et kemalistisk mindretal at bestemme over flertallet. Man veg ikke tilbage fra rå magtanvendelse: Tre gange har militæret væltet de folkevalgte – i 1971, 1980 og 1997; den daglige lovgivning blev screenet af Det nationale Sikkerhedsråd, der fungerede som et kemalistisk filter med beføjelser til at bestemme hvilke lovforslag, der kunne forlægges parlamentet. Det var i et sådant landskab, at samarbejdet mellem Gülen og AK-partiet opstod i slutningen af 1990’erne.

Erdogans erobring af staten

Mens valgsejren i 2002 gav AK-partiet det absolutte flertal i parlamentet, fortsatte kemalisternes dominans i de ikke-valgte institutioner. Som et modtræk allierede Erdogan sig med den liberale del af meningsdannelsen og gjorde EU til en faktor i indenrigspolitikken. Dette har utvivlsomt presset militæret, fordi Bruxelles gjorde en demokratisering af landets institutioner til et krav for optagelse i unionen. I 2007 kom det til en åben konflikt: Generalstaben erklærede offentligt sin modstand mod AK-partiets kandidat til præsidentposten med den begrundelse, at han skulle være islamist. Styrkeprøven blev afgjort af vælgerne, der gav AK-partiet en bemærkelsesværdig stor sejr ved et parlamentsvalg kort tid efter. Samtidig begyndte regeringen at rense kemalisterne ud af en række nøgleposter i de ikke-valgte institutioner og erstatte dem med Gülen-folk.

I de efterfølgende år lykkedes det Erdogan at tilføje militæret noget, der i sin samtid lignede nådestødet. Ved række en retssager – kendt som Ergenekon- og Balyozsagerne – blev højstående militærfolk dømt for kupplanlægning – aktiviteter militæret har en lang tradition for. Samtidigt var målet tydeligvis også at få ramt bredere, for kemalister, liberale og kritiske journalister blev anklaget for medvirken og arresteret – en praksis, der let leder tankerne hen på massearrestationerne, som fulgte i kølvandet på kupforsøget i juli. Retssagerne splittede opinionen – for eller imod Erdogan. Hans tilhængere så ham som Menderes’ hævner og de ekskluderes beskytter, og tog ikke særligt anstød af, at den gamle elite fik en hård medfart – nu kunne de få lov til at smage deres egen medicin! Erdogans modstandere advarede mod hans tiltagende autokratiske tendenser og alliance med Gülen-bevægelsens folk i politi og justitsvæsnet. Samtidig måtte de til deres fortvivlelse sande, at Erdogan var god til at vinde valg. Erdogan selv tolkede det som et udtryk for folkets vilje, og som et mandat til slå hårdt ned på oppositionen – som han f.eks. gjorde det i forbindelse med demonstrationerne ved Gezi-parken i 2013.

Erdogan versus Gülen og nye alliancer

Det var netop på det tidspunkt, at konflikten mellem Erdogan og Gülen brød ud i lys lue. Uenigheden handlede om den førte politik, om særinteresser og korruption – og mindre om ideologi. Konflikten førte til en U-vending i Erdogans taktik, som beredte vejen for forsoning med militæret. Ikke blot lod Erdogan det passere, da generalstabschefen i 2014 åbent erklæret, at man var imod fredsprocessen mellem staten og den militante kurdiske organisation, PKK. Han tog det også til efterretning og afbrød den. Ikke nok med det: De fængslede militærfolk blev løsladt med den begrundelse, at ’bevismaterialet’ i Ergenekon- og Balyozsagerne var fabrikeret af politi og anklagere med tilknytning til Gülen-bevægelsen.

Erdogan har tydeligvis også brug for militæret af hensyn til den ydre og indre sikkerhed. Ikke blot har krigen i Syrien og et ustabilt Irak gjort sydgrænsen usikker. Det har også givet anledning til at erklære den politiske og militære udvikling syd for grænsen for et tyrkisk anliggende, ikke mindst fordi man mener, det har styrket kurdisk separatisme i Tyrkiet og dermed truer statens enhed.

Orbis Sfinx Erdogan parade 800x600

Det er sikkert også i denne forsoning, vi skal finde forklaringen på, at kuppet den 15. juli mislykkedes: I samme øjeblik, som man blev bekendt med, at der var et kup under udvikling, lykkedes det regeringen at bryde kupmagernes alliance og få de fleste af værnscheferne på sin side. De, der tog affære fredag aften, var altså blot resterne af en bredere bevægelse. Men havde militæret stået samlet, kunne det uden det store besvær have knust AK-partiet og udslettet Erdogan ikke ulig den måde, man kom Menderes og hans parti til livs.

Hermed står vi med en alliance mellem Erdogan og militæret, som er baseret på tyrkisk nationalisme og bevarelse af enhedsstaten. Men hvad betyder det for fremtiden?

En mulighed er, at den nuværende økonomiske ustabilitet slår om i krise og åbner døren for et magtskifte. Dette ville på længere sigt formodentlig blot betyde en fortsættelse af den politiske kultur, Erdogan både er skabt af, og som han har fortsat med at udvikle – ikke mindst, hvad angår polarisering og autoritær styrerform.

En anden mulighed er en bevægelse i retning af konsensuspolitik. Det, der taler for, er den ustabile sikkerhedssituation, landets tiltagende internationale isolation samt det forhold, at Erdogan er i ’bad stading’ hos sine allierede. Erdogan kan med andre ord ikke tåle mere konfrontation og har brug for national samling.

I skrivende stund er der tegn på, at MHP er rede til at imødekomme Erdogans ønsker om en styrkelse af præsidentposten til gengæld for, at regeringen holder sig til en stram nationalistisk politik baseret på en fast håndhævelse af enhedsstatens primat.

Det bringer os til den tredje mulighed, nemlig at Erdogan får held til at styrke sin formelle magt og etablere sig som den ubestridte leder af en de facto et-partistat. På republikkens 100-års dag i 2023 ville han sikkert gerne lade sig fejre som Recep Tayyip ’Atatürk’; men med en ny mening, nemlig som landsfader for en nation, der kan præsenteres som en symbolsk forlængelse af den tradition, der blev skabt under den sidste magtfulde sultan, Abdülhamid II (sultan 1876–1909), hvor den muslimske del af den tyrkiske identitet skal fylde mere, og med arven fra Osmannerriget som en bærende del af nationens legitimitet.

Download artiklen som den så ud i SFINX >

Bestil abonnement på Tidsskriftet SFINX. 345 kr., 4 numre årligt >

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.