• Home
  • Nyheder
  • NYT SFINX 42:2: Intet menneske er en ø, men Sardinien er sin egen!

NYT SFINX 42:2: Intet menneske er en ø, men Sardinien er sin egen!

Af Pernille Carstens, Thomas Harder 
og Morten Warmind

Øerne i Middelhavet har alle hver deres inter­essante historie, som domineret af først den ene, så den anden af Middelhavets skiftende stormagter – og alligevel i stand til at bevare en egenart, der er karakteristisk for netop øer. Det gælder i helt særlig grad Sardinien, den store ø syd for Korsika, der siden oldtiden har været på skiftende hænder og alligevel på samme tid har været præget af noget helt særligt, en særlig sardisk karakter, som det er lykkedes at bevare til vore dage, som også kommer til udtryk i den moderne kunst, som de særegne murmaleri murales er udtryk for.

Noget af det særlige kommer naturligvis udefra med erobrere og kolonisatorer. Helt fra fønikernes og kartageniensernes tid kommer nogle af byerne og deres navne – selve navnet på øen kan endda sagtens være endnu ældre og stamme fra den forhistorie, som stadig er synlig mange steder i form af nuragher og kæmpegrave.

Romerne, der nærmest snuppede både Korsika og Sardinien fra Kartago i 238 f.v.t. lige efter den første puniske krig, sad i næsten 700 år temmelig solidt på øen – dog især kysterne - og har også efterladt store mindesmærker. Efter en kortere periode, hvor vandalerne dominerede øen, kom Sardinien fra midt i 500-tallet under byzantinsk herredømme – i hvert fald formelt. Det varede omkring 300 år og det har også sat sine spor. Ved Silanus i den nordlige del af øen ligger der for eksempel en byzantinsk kirke (Chiesa di Santa Sabina), der endda delvist er bygget af stenene fra en nuraghe. Det byzantinske rige var så langt væk, at Sardinien efterhånden udviklede en unik og ganske selvstændig styreform – herfra stammer de såkaldte dommere, der faktisk var en slags fyrster, for dommerværdigheden var arvelig i bestemte familier, der bestemte over hver deres distrikt. Der var dog også en central forsamling. Det byzantiske styre mistede enhver kontrol med Sardinien efter den islamiske erobring af Sicilen fra Tunesien i 800-tallet. Det lykkedes for Sardinien på egen hånd at undgå samme skæbne, men øens dommere var alligevel nødt til at forholde sig til de to store italienske overmagter, Genova og Pisa, og herfra stammer den tidlige italienske indflydelse. Selvom den var stærk, holdt øen sig alligevel gennem skiftende alliancer ret selvstændig. I 1297 oprettede Pave 
Bonifacius dog ved en slags kup et helt nyt kongedømme ”Sardinien og Korsika”, og gav Jakob II af Aragonien ret til magten over øerne hvilket medførte at Sardinien kom under spansk dominans i de næste 400 år. Det siger sig selv, at der i disse perioder var adskillige forsøg fra øboernes side på at bevare deres selvstændighed i så høj grad som muligt. Spaniernes tid er stadig meget synlig på øen, dels i skikke og fester, dels i byggestilen. I byen Alghero tales der endda stadig catalansk. At Sardinien er en del af Sydeuropas udkantsområde er afgørende allerede i sarderen Gramscis (f. 1891) tænkning.

Fra 1700-tallets begyndelse gik øen til det italienske hertugdømme Savoyen, hvor fyrsterne nu kunne kalde sig konger af Sardinien og herfra og frem til nutiden blev italienere den dominerende faktor i øens liv. Også den tid var præget af diplomati og opstande med henblik på at bevare det lokale særpræg i så høj grad som muligt. Det er derfor lidt ironisk, at det var fra kongeriget Sardinien og Piemonte at Italiens samling blev indledt, og det var kongen af Sardinien, Viktor Emanuel II, der i 1861 kunne kalde sig konge af Italien.

Sardinien er i dag en del af Italien, men sammen med fire andre italienske regioner har den – ikke overraskende – foruden et anerkendt eget sprog en særlig autonom status. Ø-bevidstheden fornægter sig ikke.

Det er ikke kun Sardiniens historie, der er meget omfattende. Øen har så meget forskelligartet natur, så mange biotoper, at den næsten kan siges at udgøre hele det europæiske kontinent i miniformat. Der er også særligt mange hundredeårige på øen, hvilket bliver tilskrevet kosten og øens særlige vin. Når man færdes rundt på Sardinien bliver de mange historiske lag, den overvældende natur og det særligt sardiske hurtigt nærværende, og med dette nummer af Sfinx kan man komme lidt tættere på nogle vigtige nedslag i historie og kultur. Og danskere har også haft forbindelse til øen, det vidner flere af artiklerne om med forfatterinden Maria Gamél og Fridolin Weis Bentzon der kortlagde instrumentet launeddas, lige som arkæologiske udgravninger har haft danskere i felten på Sardinien.

SFINX 2019. Årgang 42:2. Hæfte 84 sider, illustreret.

Køb SFINX 42:2 Sardinien >

Tidsskriftet SFINX Årsabonnement: INTROTILBUD NYE ABONNENTER 2019 >

Tidsskriftet SFINX Gaveabonnement: INTROTILBUD NYE GAVEABONNENTER 2019 >

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.