• Home
  • Nyheder
  • NYT SFINX 42:1: Urartu, Tannetum, Shenoute, Cæsars Forum, Romernes hav, Jomfru Marias indsovning og Europa.

NYT SFINX 42:1: Urartu, Tannetum, Shenoute, Cæsars Forum, Romernes hav, Jomfru Marias indsovning og Europa.

Urartu: Et netværk af bjergfæstninger

Kristian Alex Larsen, BA i Nærorientalsk Arkæologi og MA i Statskundskab, skriver om Urartu. Urartu var en stat, der lå i området omkring de tre store søer Van, Urmia og Sevan, syd for Kaukasus, fra det 9. til det 7. århundrede f.Kr. Navnet er identisk med Ararat, bjerget der er kendt fra Bibelen, som i dag er et nationalt symbol for Armenien. I Bibelen er der også en enkelt reference til kongedømmet Ararat, men derudover var navnet kun kendt fra mangfoldige assyriske kilder, idet Urartu var Assyriens stærkeste modpart. I dette ukendte landskab viser en serie af oldtidsborge sig. 

Jagten på en forsvunden by: Tannetum

Den italienske landskabsarkæolog Paolo Storchi, post.doc. Sapienza Università di Roma/Scuola Archeologica Italiana di Atene, viser i sit bidrag hans nyeste forskningsresultater, der har ført til fundet af den forsvundne antikke by
Tannetum, som lå midt på Posletten. Det er svært at lokalisere en forsvunden by, som har været glemt i århundreder. Oplagte kilder kan være kort og vejbøger fra romersk tid, bl.a. rejse­guider, med lister over veje, med angivelse af afstanden mellem de byer og kroer, som rejsen­de kunne benytte undervejs.

Shenoute af Atripe og 1.300 års pilgrimsfærd til Ægyptens Hvide Kloster

Louise Blanke, post.doc. Oxford Universitet, tager læseren med til Ægypten og det Hvide kloster, hvor Sankt Shenoute er knyttet til som skytshelgen. Shenoute var leder af stedet frem til 465 og har forfattet et stort antal religiøse tekster. Hver sommer flokkes kristne pilgrimme til det Hvide Kloster for at fejre Skt. Shenoute. I ugerne omkring 1. juli omdannes det ellers fredelige kloster til en festivalplads bestående af midlertidige teltbeboelser med et virvar af aktiviteter, som omfatter alt fra farverige forlystelser til spisesteder, frisører og tatovører. Den årlige fejring betragtes af koptere som værende blandt Ægyptens vigtigste kristne festivaler. 

Fragmenter af Roms historie – det nye dansk-italienske Cæsars Forum-projekt

Jan Kindberg Jacobsen, ph.d. museumsinspektør på Ny Carlsberg Glyptotek, professor dr.phil. AU, Rubina Raja dr.phil professor i klassisk arkæologi, AU og leder af Centre for Urban Netwoek Evolutions & Sine Grove Saxkjær, post.doc. ph.d. Det Danske institut i Rom og Centre for Urban Network Evolutions, fremlægger deres nyeste forskningsresultater fra hjertet af Rom. Størstedelen af keramikmaterialet fra italienske udgravninger på Cæsars Forum 1998–2000 er aldrig blevet færdigbehandlet og publiceret, men har siden udgravningernes afslutning stået urørt hen i magasinrum. Materialet indgår nu i det igangværende dansk-italienske Cæsars Forum-projekt og blev i 2018 overflyttet til Det Danske Institut i Rom, hvor det bliver behandlet med henblik på udgivelse. Materialet er omfangsrigt, fylder omtrent tusinde kasser, og spænder over omtrent 3000 år af Roms historie. 

Romernes hav

Tønnes Bekker-Nielsen, lektor dr.phil., SDU, giver læseren indblik i sin nye bog om Middelhavet, som udgjorde midtpunktet i romernes verden. Deres udtryk for ”verden” var orbis terrarum, ordret ”landenes kreds”: Kredsen af romerske provinser, som kantede Middelhavskysten. For havet som sådan havde romerne ikke noget selvstændigt navn, men kaldte det slet og ret for mare nostrum, ”vores hav”. 

Pilgrimsrejse til Tinos – mellem religion og patriotisme

Mange nordeuropæere tager på ferie til Grækenland. Men mange tænker nok ikke over Grækenlands specielle geografiske placering. Grækenland ligger på grænsen mellem vest og øst, og udforskningen af Grækenland er central for at forstå den sydøstlige del af Europa. Hvert år den 15. august rejser pilgrimme til Tinos for at opsøge ikonet for Jomfru Marias indsovning. Denne fest afslører en tæt forbindelse mellem religion og patriotisme i Grækenland og beskrives af Evy Johanne Håland, ph.d. i historie, norsk statsstipendiat.

Hvordan Europa dominerede i verden i 500 år – og hvorfor det nu er slut

Uffe Østergård, professor emeritus, CBS gør i en tanke­vækkende artikel rede for hvorfor det kunne se ud til at Europas dominans i verden er svækket og vurderer dette i et idehistorisk perspektiv. Det klassiske spørgsmål i europæisk filosofi og historie er nemlig, hvordan det lykkedes et lille udspring på det eurasiske kontinent, Europa, at beherske verden i næsten fem hundrede år?

SFINX 2019. Årgang 42:1. Hæfte 44 sider, illustreret.

Køb SFINX 42:1 >

Tidsskriftet SFINX Årsabonnement: INTROTILBUD NYE ABONNENTER 2019 >

Tidsskriftet SFINX Gaveabonnement: INTROTILBUD NYE GAVEABONNENTER 2019 >

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.