• Home
  • Nyheder
  • Antikkens venner anmelder ”Tæt på etruskerne”

Antikkens venner anmelder ”Tæt på etruskerne”

Tæt på etruskerne

Anna Sofie Schjødt Ahlén, Cecilie Brøns, Marjatta Nielsen, Vinnie Nørskov, Nora Petersen og Annette Rathje

Forlaget Orbis, 2018 ISBN 9788799790890)
208 sider. Rigt illustreret. Pris: 250 kr.

Med Tæt på etruskerne er der udkommet en meget smuk og informativ bog. Den dækker ikke alle områder inden for den etruskiske kultur, men titlerne på dens syv kapitler giver er et godt indtryk af de valgte emner: ”Kort om etruskerne”, ”Hvem var etruskerne?”, ”Middelhavet og etruskernes fyrstegrave”, ”Til banket hos etruskerne”, ”Etruskernes tekstiler, dragter og smykker”, ”Gravmaleriernes billedverden” og ”Sene etruskere i Danmark. Fra museumsgenstande til familiehistorier”.

Når jeg med vilje skriver ”etruskernes” historie eller kultur, skyldes det, at etruskerne ikke boede i ét land, men at de var indbyggere i forskellige bystater (ligesom grækerne) med fælles sprog og religion.

Det første kapitel er skrevet af alle bogens forfatterinder. Kapitlet giver en kort oversigt over etruskernes historie fra Villanova til de etruskiske byer blev erobret af romerne; den ene by efter den anden. For det meste er gennemgangen af etruskernes historie temmelig traditionel, dog anføres Larissa Bonfontes interessante synspunkt (s. 14), om at faiakerne på øen Scheria, som omtales i Odysseen, i virkeligheden var etruskere! Derudover giver kapitlet et indtryk af etruskernes særprægede religion.

I næste kapitel ”Hvem var etruskerne?” kommer Vinnie Nørskov ind på etruskernes oprindelse. Dette kontroversielle emne har gennem årene delt vandene imellem forskerne. Var de indvandret fra Lilleasien (det nuværende Tyrkiet) eller havde de ”altid” boet i Italien? Her skal nævnes den italienske arkæolog, Massimo Pallottino, der mente, at der var en ubrudt forbindelse mellem bronzealderen og tidlig jernalder. Han konkluderede, at der derfor ikke kunne være tale om nogen indvandring fra Lilleasien, men at den etruskiske kultur havde udviklet sig meget ved mødet med den græske. Hans synspunkter blev bredt accepteret af mange forskerne. Da jeg læste klassisk arkæologi, var hans opfattelse den gængse. Inden for de senere år er der blevet foretaget DNAanalyser af mennesker fra forskellige italienske lokaliteter. Der er ikke fundet en etruskisk profil, så noget kunne tyde på, at etruskerne ikke var indvandret. Dog er Vinnie Nørskov ikke overbevist om, at DNA kan bruges til at afgøre etruskernes oprindelse. Med rette skriver hun, at når man ikke kan sætte lighedstegn mellem genetisk og kulturel identitet, så kan man heller ikke afgøre en gang for alle, om etruskerne var indvandrere eller ej (s. 43).

Det tredje kapitel handler om ”Middelhavet og etruskernes fyrstegrave”, hvor Nora Petersen beretter levende om bl.a. etruskiske fyrstegrave ledsaget af nogle meget smukke fotografier. ”Fyrstegrave” er en moderne betegnelse for monumentale grave med rigt gravgods og magtsymboler. De blev anlagt i perioden 750-575 f.Kr. (s. 60). I kapitlet bliver vi præsenteret for grave med mange og usædvanligt fine genstande. Desværre blev nogle af gravene udgravet i 1800-tallet, hvor udgravningsteknikken ikke var så udviklet som i dag. Derfor ved man i dag ikke altid, hvor gravene var placeret. Et andet problem kan være, at graverne måske fandt den afdødes knogler, men smed dem ud, fordi de ikke tillagde dem nogen videnskabelig værdi! Mange af de fundne genstande har orientalske træk, som er med til at fremhævde, at eliten må have haft mange lighedstræk med eliten i det østlige Middelhav.

I det fjerde kapitel skriver Annette Rathje om ”Til banket hos etruskerne”. Hun har gennem mange år forsket i banketter og har skrevet om det i flere artikler. Desuden vil mange af denne forenings medlemmer kende hende som en skattet foredragsholder og rejseleder. Også forbilledet for banketter hentede etruskerne fra det østlige Middelhav og tilpassede denne festform til deres behov. Til en etruskisk banket hørte altid både mad og drikke. En uundgåelig del af en etruskisk banket var de religiøse handlinger og/eller forfædrekult (s. 89). Det er vigtigt at skelne mellem en etruskisk banket og et græsk symposium, idet et symposium var et drikkegilde forbeholdt mænd efter maden. Til forskel fra et græsk symposium deltog også kvinder på lige fod med mænd i en etruskisk banket. Grækerne var rystede over, at kvinder var deltagere i en banket.

Der er i grave fundet flere sæt udstyr, som kan tolkes som banketudstyr. Annette Rathje skriver meget rammende (s. 95), at er det svært at rekonstruere et banketudstyr ud fra fund af genstande i en grav, eftersom det er vanskeligt at afgøre, hvilken funktion de enkelte genstande har haft.

Det femte kapitel ”Etruskernes tekstiler, dragter og smykker” er skrevet af Cecilie Brøns og indeholder et væld af informationer. Meget sjældent er etruskiske tekstiler bevaret i modsætning til Egypten, hvor de har overlevet på grund af det tørre klima. Dog har man rester af tekstiler i nogle grave i Verucchio fra 700- og 600-tallet f. Kr. Cecilie Brøns fortæller indgående om, hvordan man fremstillede tekstiler, og hvordan man farvede dem. Derefter berettes der om forskellige typer dragter, fodtøj, hatte, smykker m.m. Forfatteren gør os opmærksom på, at tekstiler ikke kun blev brugt til dragter, men også blev anvendt i huse. Skønt tekstiler ikke er bevaret i de huse, som man har udgravet, så kan man i gravmalerierne se gengivelser af tekstiler i huse.

Emnet for det sjette kapitel er ”Gravmaleriernes billedverden” skrevet af Anna Sofie Schjødt Ahlén. Antallet af etruskiske kammergrave med gravmalerier med figurdekoration udgør i alt omkring 200 og dermed et lille mindretal af alle etruskiske grave. De fleste kammergrave med gravmalerier er fundet i Tarquinias store nekropol, Monterozzi. Kammergrave med gravmalerier dateres til perioden fra 675 til omkring 200 f.Kr. Gravmaleriernes motiver er forskellige, men banketter er det mest almindelige af dem. Men fra og med slutningen af 400-tallet f.Kr. ændrede gravmalerierne karakter, idet farverne bliver mere dystre, og dæmoner optræder nu ofte i gravmalerierne. Tidligere anså man denne ændring for at være en afspejling af etruskernes reviderede opfattelse af livet efter døden: I slutningen af 400-tallet skulle de have fået et mere negativt syn på livet efter døden, hvor de døde blev pint af dæmoner. Men Anna Sofie Schjødt Ahlén mener ikke, at etruskerne overhovedet ændrede syn på døden, men at de begyndte at skildre deres forhold til døden på en ny måde. De tidlige gravmalerier skildrer de ritualer, som de efterladte skulle foretage for at døde kunne opnå det evige liv. De sene gravmalerier forestiller derimod selve overgangen til dødsriget (s. 167).

Det sidste kapitel ”Sene etruskere i Danmark. Fra museumsgenstande til familiehistorier” handler om askeurner fremstillet i Chiusi i hellenistisk tid. Marjatta Nielsen, som har skrevet kapitlet, har fået den glimrende ide at bruge askeurner, der nu befinder sig på Nationalmuseet og Ny Carlsberg Glyptotek, som den røde tråd. Læseren får et godt indblik ikke bare i urnernes udvikling, men også hvordan etruskerne gradvis blev romaniseret, og deres sprog blev erstattet af latin.

Jeg har kun én indvending imod bogen: Den mangler et register. Hvis man har læst noget og måske gerne vil have det genopfrisket, er det nemmere at finde emnet, hvis der er et register, man kan slå op i.

Det er en fremragende bog, som burde oversættes til engelsk. Men nu kan vi glæde os over, at vi omsider har fået en glimrende indføring i etruskernes kultur på dansk.

Helmer Munch Andersen Klassisk arkæolog, Antikkens venner 2019 nr. 115

Køb Tæt på etruskerne >

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.