500 års hændelse og 40 års jubilæum

Stormene raser og vandstanden stiger. Stormene har navne og vi får at vide det er en 100 års hændelse, når kælderen igen står under vand. 

Det er denne december 40 år siden det første Sfinx så dagens lys. I det første forord til det første blad står at læse:

”Bladet skal være et organ, hvor danske videnskabsmænd, der på den ene eller anden måde beskæftiger sig med Middelhavslandenes kulturer, kan formidle deres forskning i et almindeligt forståeligt sprog”. 

Forordet fortsætter:

”Middelhavslandenes kulturer – det er et vidt begreb, og det er også meningen. Intet fra den ældste stenalder og frem til i dag vil være udelukket fra bladets spalter. Geografisk bliver begrebet Middelhavslandene heller ikke opfattet alt for bogstaveligt. Stort set vil det dække et område som ”verdensrigerne”, der skabtes af Alexander den Store og senere romerne; dvs. fra Indien i øst til Spanien i vest og fra Nordafrika i syd til England i nord. Kulturen skal heller ikke kun dækken enten arkæologi eller historie eller kunsthistorie… – vi tager hele spektret med, og vi skal belyse menneskets hverdag i en så alsidig sammenhæng som muligt.” 

Middelhavslandene er både Europa og Europas nærmeste naboer. Samtidig er de brohovedet til Afrika og Østen. En god forståelse af det som skete og sker i de lande er derfor både afgørende og nødvendig for de kulturelle værdier, som skabes i vores egen del af verden. Altså evig aktuelt for læseren som søger indsigt og forståelse.

Fortiden og nutiden er ikke to adskilte enheder og historien ses og fortælles gennem forskernes øjne i Sfinx. Forhistorien og historien er en af de vigtigste værdier i samtiden, nemlig vores fælles kulturarv. Og derfor omhandler Sfinx alle perioder fra de første mennesker slog sig ned omkring Middelhavet til vores egen tid.

Tankerne om et Sfinx, og som det blev formuleret af bladets grundlæggere for 40 år siden, var virkelig visionære og omhandlede formidling af en nødvendig viden. Nødvendig for at forstå vores egen samtid. Og vi fortsætter derfor ufortrødent og glæder os over, at visionerne har båret frugt. Sfinx er derfor ikke en hændelse, men forskernes vedvarende tilbud til dig om at dele viden, som skaber interkulturel forståelse. Redaktionen og bestyrelsen vil gøre sit bedste for at leve op til grundlæggernes visioner og arbejde for at udbrede og styrke formidling af viden om Middelhavslandene.

En 500 års hændelse er det i år, og 2017 har været reformationsfejringens. Derfor har Sfinx denne gang en forside af Lucas Cranach den yngre, der i 1564 malede et epitaf til Casper Niemegk med titlen ”Anbetung der Hirten” i Wittenberger Stadtkirche. 

Glædelig jul!
Pernille Carstens (forlagsleder) og Ingolf Thuesen (bestyrelsesformand)

 

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise