Kirker i Rom anmeldt af Katolsk Orientering

Erindringskunst og lystvandringer i pavernes Rom

Andreas Rude skriver guide om kirkerne i Rom som erindrings- og helligsteder.

Tekst: Lisbeth Rütz

KIRKEGUIDE Det vigtigste ved Peterskirken er det, der ikke kan ses, skriver Andreas Rude i sin nye bog ”Kirker i Rom. Evighed og erindring i pavernes by”. Udsagnet skal forstås helt konkret, for under Madernos pompøse facade findes Peters grav, der allerede i Kirkens første århundreder var valfartsmål. Udgravninger i 40´erne og 50´erne viste, at der lå en kirkegård under stedet og at den første Peterskirke på stedet var orienteret mod et lille gravmæle. Her blev der fundet knoglestumper fra en kraftig bygget mand fra det 1. årh, og i 1968 erklærede Paul VI sig overbevist om, at knoglerne er fra apostlen Peter.

Peterskirken og San Paolo fuori le Mura er de to første af i alt syv valfartskirker i Rom, og siden det 16. århundrede har de været en del af enhver pilgrims faste program. Også i San Paolo kirken har man ved udgravninger og kulstof-14 metoden kunnet datere knoglefragmenter svøbt i kostbart klæde til at være fra det første eller andet århundrede. Det bekræfter overleveringen om, at det sandsynligvis drejer sig om de jordiske rester af apostlen Paulus. En af sarkofagens sider kan ses gennem et vindue, som blev åbnet ved udgravningerne, og på den måde har moderne forskning gjort det muligt, at vi igen kan komme lige så tæt på det hellige som datidens pilgrimme.

Udsagnet om at det vigtigste ikke kan ses gælder for mange kirkebygninger i Rom. En vigtig opgave for kirkearkitekturen er nemlig at lade de troende se det usynlige, gøre komplicerede dogmer forståelige og afspejle Himlens herlighed. Santa Maria Maggiore-basilikaen som vi ser den i dag skal med sine gyldne mosaikker vise de troende, at Maria er Guds Mor og har en unik plads i frelseshistorien. Basilikanes mosaik af bebudelsen viser hende som byzantinsk dronning på en måde, der sætter norm for, hvordan man senere afbilder hende, fortæller Andreas Rude.

Pave Paschalis (817–824) satte mange kirkebyggerier i gang i Rom. I hans tid blev Santa Prassede-kirken fra det 4. århundrede udsmykket med pragtfulde mosaikker. Triumfbuen i Santa Prassede viser det himmelske Jerusalem, der modtager de frelste med kroner og palmegrene i hænderne. Når vi beundrer mosaikkerne i Santa Prassede, kan vi – skriver Rude – også tænke på, at der ligger kirkepolitiske motiver bag. De blev nemlig til, mens striden rasede mellem tilhængere og modstandere af billeder i gudstjenesten og med den pragtfulde udsmykning ville pave Paschalis vise, hvor han stod.

Ecclesia militans og ecclesia triumfans
I San Clemente og Santa Sabina-kirkerne møder man den tidlige kirke. Den unge kirke arbejdede i et Rom, hvor mange religioner kæmpede om sjælene. Stoicismen med dens strenge etiske krav tiltrak mange. Andre foretrak mysteriereligionerne, hvor man gennem en indvielse kom til at høre til de udvalgte. Kulten omkring den persiske gud Mithras blev man indviet til gennem en bloddåb. San Clemente kirken med dens tre historiske lag giver et unikt kik ind i en hedensk fortid. Den nuværende kirke står ovenpå en ældre kirke og allernederst findes resterne af et Mithrastempel. De gamle religioner forsvandt; men Romerriget levede videre som stenbrud. Dens paladser leverede søjler til de nye kirker som for eksempel i Santa Sabina.

Hvor de tidlige kirker viser den stridende kirke – ecclesia militans – er det en ganske anden verden, vi møder i Il Gesù – jesuiter-ordenens hovedkirke. Her får vi en forsmag på den triumferende kirke – ecclesia trium-fan, som den vil være ved tidernes ende. Himlen er allerede åben, og vi ser lige op i den.

Her kan man beundre Frans Xavers højre hånd. Han var en af de allerførste jesuitter og siges at have døbt omkring 10.000 mennesker i løbet af en måned på Goa. Kirkens arkitektur kom til at sætte normen for tidens kirkebyggeri. Rude ser il Gesù med dens dramatiske arkitektur som udtryk for en selvbevidst, reformeret kirke, der igen ser fremad efter at have tabt Nordeuropa. Han ser det teatralske og iscenesættelsen af rummet er en væsentlig del af set up´et både i il Gesù og Santa Maria della Vittoria, der er bygget som hyldest til habsburgernes sejr over den protestantiske kong Frederik af Böhmen. Her sidder medlemmer af Cornaro-familien i loger som i et teater og ser på Berninis berømte skulptur Sankt Teresas henrykkelse. En smilende engel peger på Sankt Teresas bryst med en pil, mens hun svæver på en sky. Tyngdekraften er ophævet, og illusionskunsten fejrer triumfer.

Sanselighed til Guds større ære Alle sanser kan tages i brug til Guds større ære og for at gøre beskueren til aktør i troens store fortælling. Det er det der sker, når der hvert år den 5. august under messen daler hvide rosenblade ned fra Santa Maria Maggiores loft til minde om, at der faldt sne på det sted, hvor jomfru Maria ønskede kirken bygget.

Det sker også, når man kravler på sine knæ op ad Scala Santa på de 28 marmortrin, som Jesus siges at være gået på før sin dødsdom. En fortælling så stærk at også skeptikeren Holberg i 1715 gjorde det samme.

I Rom findes nogle af kristenhedens fornemste relikvier. Her er der rig mulighed for at reflektere over, hvad relikvier betyder for troen, og det gør Rude blandt andet i for-bindelse med beskrivelsen af Santa Croce in Gerusalemme. Her findes fire relikvier, der forbindes med Kristi lidelseshistorie. Rude ser det enkelte relikvie som ”en trosgenstand, et vidnesbyrd og en helt særlig vej til erindring.”

Pavernes Rom
Rom kaldes for pavernes by – og vi får da også glimt af pavedømmets lange og dramatiske historie. I San Paolo fuori le Mura møder man mosaikmedaljonerne af alle pa-ver indtil nu. En tredjedel af paverne mellem 872 og 1012 døde under mistænkelige omstændigheder. Sergius III myrdede en af sine forgængere Leo V i 903 og Johannes X blev kvalt.

Vi møder blandt andet Bonifacius VIII, som i Dantes Guddommelige Komedie er på vej ned i helvedes ottende kreds. Men i 1300 proklamerede han det hellige år, og det blev en succes både for ham og for Rom. Vi møder også den meget byggeglade Sixtus V, der lod Fontana reorganisere Laterankirken og byggede omkring Santa Maria Maggiore. Han fik kun fem år som pave, men nåede at sætte sit eftertrykkelige fingeraftryk på byen

Kardinal Giovanni Maria Mastai-Ferretti var de liberales store håb, da han i 1846 blev valgt til pave og tog navnet Pius IX (1846–1878). Men snart kom han på kollisionskurs med den nationalistiske bevægelse i Italien. Og da Italien blev samlet, erklærede han sig for fange i Vatikanet. Ved sin død var han så forhadt, at antiklerikale romere forsøgte at smide hans kiste i Tiberen. I dag ligger han begravet i San Lorenzo fuori le Mura.

Varm op til Romturen med bogen Rudes bog er delt op i ti kapitler, der fungerer som punktnedslag i Roms historie og kirkerne beskrives først og fremmest som erindringssteder. Man kan varme op med enkeltkapitlerne på hotelværelset, før man kaster sig ud i Roms kaotiske trafik – eller man kan gå på tværs af kapitlerne og selv bygge videre på de historier, bogen myldrer af. På tværs af kapitlerne kan man følge Caravaggio-sporene i Santa Maria del Po-polo og i San Luigi dei Francesi. Her findes gennembrudsværket, hvor Matthæus kaldes til at være Jesu discipel.

Caravaggio med det vilde og voldsomme temperament var samtidens mest feterede maler. Men i 1606 måtte han flygte fra Rom efter at have bestilt et mord på en af sine fjender. Han blev dødsdømt in absentia af paven, men indflydelsesrige venner sørgede for, at han blev benådet.

Og man kan følge dominikaner – sporet i Santa Sabina og Santa Maria sopra Minerva. I Santa Sabina med dominikanernes hovedkvarter er Sankt Dominicus´celle bevaret. I Santa Maria sopra Minerva ligger Italiens værnehelgen Den hellige Katarina af Siena begravet. Hun var en stærk kvinde og formåede at få Gregor XI til at vende tilbage fra Avignon i 1376.

Rudes bog kalder sig en kulturarvsguide. Det kan lyde musealt; men som Rude viser er kulturarven ikke en statisk størrelse. Den udvikler sig hele tiden, fordi helligstederne i Rom smidigt tilpasser sig skiftende tiders skiftende behov. Han taler om ”en næsten organisk proces med gradvise forskydninger frem og tilbage, hvor ingen kan være helt sikker på udfaldet.” Nogle helgener går næsten i glemsel, mens andre trækkes frem. Sådan er det også med kapellet for Knud den Hellige i Santa Maria in Traspontina, der lige nu er halvglemt, men måske ved rette lejlighed kan komme til ære og værdighed igen.

Med Rudes bog kan man blive bedre til at ”læse” kirkerne som udtryk for den komplicerede teologiske, historiske og politiske kontekst, de er en del af. Rudes kirkeguide er 178 siders komprimeret viden om den evige stad – veloplagt skrevet og letlæst trods vrimlen af detaljer.

Andreas Rude: Kirker i Rom. Evighed og erindring i pavernes by.
Kulturarvsguide. Forlaget Orbis. 189 sider.
Udkom den 7. april 2017
Pris: 200 kr.

Copyright © 2015 Forlaget Orbis - Alle rettigheder forbeholdt - Web udarbejdet af Weis & Wise